Billede beskrivelse

Liv har en usædvanlig fritidsinteresse – nu skal hun til VM

17. august 2025 kl. 10.16

Mens mange teenagere bruger fritiden på fodbold, svømning eller håndbold, tilbringer 15-årige Liv Munck Nielsen fra Vodskov utallige timer i luften – eller i hvert fald tæt på.

Hun er nemlig en del af Aalborg modelflyveklub, Aviators, hvor hun dyrker linestyret modelflyvning – en nichesport, som er ukendt for mange.

Men selvom sporten er lille i Danmark, er ambitionerne store.

For næste år skal Liv, sammen med fire andre piloter, repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne i Australien.

Hvad er linestyret modelflyvning?

Linestyret modelflyvning – også kendt som F2D Combat – er en disciplin, hvor piloten styrer flyet direkte via to stålwirer, der er fastgjort til et håndtag.

Bag på hvert fly er der monteret en serpentiner, en såkaldt streamer, og formålet er at skære modstanderens bånd over med propellen – samtidig med, at man selv holder sit fly i luften.

Der dystes én mod én, og hver kamp varer fire minutter. Flyene kan nå hastigheder på op til 160 kilometer i timen.

En familiehobby med fart på

Det hele begyndte egentlig med, at det var Livs far, Kent Thorup, der havde modelflyvningen som hobby.

– Det startede med, at jeg tog med min far ud i klubben engang imellem for lige at se, hvad det egentlig var. Og så blev jeg lidt bidt af det.

"Lidt bidt" er nok en beskeden måde at sige det på. For i dag bruger Liv mellem 15 og 20 timer om ugen på træning og konkurrencer i modelflyveklubben Aviators.

Og talentet er ikke til at tage fejl af, hvis man spørger far Kent.

– Jeg må jo bare erkende, at der er én, der er bedre end mig til at flyve – min datter, fortæller Kent med et smil.

Billede beskrivelse

Topplacering

Og det er ikke kun far, Liv har overhalet. På få år er hun kravlet op ad ranglisten internationalt.

I dag ligger hun nummer fem i Europa – på en liste, hvor der hverken skelnes til alder eller køn.

Men for Liv er det ikke kun resultaterne, der tæller. Sporten giver et helt særligt fællesskab – både med far, i klubben i Aalborg og ude i verden til stævner.

– For mig betyder det sociale også rigtig meget. Når jeg er ude til stævne, taler jeg med piloter fra hele verden, og jeg har faktisk fået nogle gode venskaber ud af det – blandt andet med folk fra Ukraine og Litauen, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Klar til VM i Australien

Selvom det kommende danske landshold først udtages efter DM i slutningen af august, har Liv allerede så mange point, at hun har sikret sig en plads som pilot på holdet.

Det betyder, at hun til næste år i maj kan trække i landsholdstrøjen sammen med fire andre piloter og repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne i Australien.

– Det er helt klart en stor drøm at komme til VM. For ikke nok med, at det er VM – det er også i Australien, siger Liv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste