Billede beskrivelse

Legoklub binder generationer og byen sammen

10. december 2025 kl. 06.00

AALBORG: Der er gang i julehandlen i Fætter BR i Algade.

Ønskesedler foldes ud, æsker hives ned fra hylderne, og indpakkede gaver forlader butikken.

Og midt i butikken, i alt julemylderet, stikker en glasmontre ud med et særligt Lego-byggeri.

Her er Fætter BR i Algade genskabt i Legoklodser – detalje for detalje.

Bag byggeriet står både børn og voksne fra Aalborgs helt egen Legobyggeklub.

En klub for alle aldre

Bag projektet står Jakob Martens, der tidligere i år stiftede Legobyggeklubben.

– Jeg savnede et sted, hvor man kunne binde generationer sammen, fortæller Jakob Martens.

Se også
Hvornår har du sidst leget med Lego? Nu giver Jakob både børn og voksne muligheden

Derfor startede Jakob klubben, som er åben for alle og ganske gratis. 

Her mødes børn, voksne og ældre side om side og bygger alt fra fantasibyer til mindre kunstværker. 

Det er gået godt siden start, og Legobyggeklubben er nu også blevet støttet af Lego Foundation og Dansk Ungdoms Fællesråd.

Men Jakob har hele tiden haft planen om at nå endnu længere ud end klubbens fire mure.

– Jeg drømmer om, at vi i Aalborg ser hinanden, og at der opstår nogle fællesskaber i vores by, hvor vi bliver klogere på hinanden. Jeg tror på, at når vi begynder at tale med dem, der er i vores by, og møder nogle andre, som vi ikke møder normalt, så opstår der nogle fællesskaber, som er gode for vores by og for de mennesker, der bor her.

Og det er den nye udstilling i Fætter BR i Algade et resultat af.

Lokalt samarbejde

Tidligere i år tog Jakob Martens kontakt til Fætter BR i Algade, hvor han faldt i snak med souschef Oliver Christensen. Det blev begyndelsen på et samarbejde, der hurtigt voksede.

Butikken valgte at donere Lego til klubben, og en dag kom Oliver Christensen med en idé.

– På et tidspunkt spørger Oliver: "Kunne I ikke tænke jer at bygge noget herned til?" Og så sagde jeg: "Jo, det kunne vi rigtig godt."

Tre byggegange senere stod butikken klar i miniformat – et fælles værk, hvor både børn, unge og voksne fra Legobyggeklubben har sat deres aftryk.

Billede beskrivelse

– Man må gerne kunne se, at det både er børn og voksne, der har været med til at bygge, siger Jakob Martens.

Fællesskab som byggesten

Legoversionen af Fætter BR i Algade kan ses i butikken hele december.

Har du selv lyst til at bygge med, mødes Legobyggeklubben én lørdag om måneden i Bethelkirkens lokaler på Niels Ebbesens Gade 14.

Næste byggedag er lørdag den 13. december kl. 12–16. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne – uanset alder og erfaring.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste