Lægestuderende fra Aalborg er til Dana Cup for første gang: - Det er en stor mulighed
I denne uge spilles omkring 2.000 fodboldkampe af 30.000 børn og unge fra 50 nationer på 22 udendørs fodboldbaner i Hjørring.
Hudafskrabninger, forstuvede ankler og knæskader er derfor helt uundgåelige til årets Dana Cup. Det kan lægestuderende Sebastian Nesheim fra Aalborg skrive under på.
- Det vi ser mest af er ankler og knæ, men der er også overraskende mange håndskader. Generelt er der absolut flere skader, end jeg havde forventet, men vi får lov at arbejde i et virkelig trygt læringsmiljø, fortæller han til Aalborg.nu
Til daglig læser han medicin på 10. semester på Aalborg Universitet, men i denne uge arbejder han frivilligt i skadesteltet til Dana Cup i Hjørring.
Faktisk er det første gang i år at medicinstuderende fra en studenterforening i Aalborg arbejder i teltet, som studerende på Århus Universitet ellers plejer at drive alene.
Sprogbarrierer og omsorg
Takket været Sebastian og hans medstuderende har studiet i Aalborg nu også en fod indenfor i skadesteltet i Hjørring.
- Sidste år var vi en gruppe studerende, der startede en idrætsmedicinsk studenterforening i Aalborg, hvor vi har fokus på sundhedsfremme og idrætsskader. I den forbindelse mødte vi Thøger Persson Krogh fra Sportsmedicinsk Center i Frederikshavn, som har formidlet kontakten for os til Dana Cup. Så nu er vi her, og det er vildt fedt, siger Sebastian.
Den idrætsmedicinske studenterforening fra Aalborg har dermed fået lov at biddrage med en tredjedel af de 25 pladser til studerende i skadesteltet.
- Det er en stor mulighed for os, for vi får lov at øve os i at tilse patienten selvstændigt og lave undersøgelser, som vi har haft kurser i på Sportsmedicinsk Center. Samtidig er der altid læger til stede, som vi konfererer med, fortæller Sebastian.
Hans store interesse er sportsskader, men kommunikationen med de unge patienter har vist sig at være ligeså spændende og lærerig som behandlingen af skaderne.
- Det er børn og unge fra hele verden, og mange af dem taler ikke engelsk, og de har heller ikke deres forældre med. Det giver en ekstra dimension til lægearbejdet, for udover den almindelige undersøgelse, så fylder kommunikation og omsorg ekstra meget, forklarer Sebastian.
- Der bliver rift om pladserne
Årets Dana Cup lakker så småt mod enden, og det giver Sebastian og hans medstuderende anledning til at evaluere deres oplevelser i og udenfor skadesteltet.
- Det har været så sjovt og lærerigt. Vi har arbejdet en masse, men også selv fået dyrket en masse sport sammen og mødt en masse spændende sportsfolk fra hele verden. Der har virkelig været gang i den, og vi er helt høje på oplevelsen, fortæller Sebastian, der har boet på sovesal i Hjørring med de andre studerende hele ugen.
Der er derfor heller ingen tvivl om, at den idrætsmedicinske studenterforening fra Aalborg er klar igen næste år. Faktisk har de netop fået aftalen endeligt bekræftet, om at de igen må biddrage med en tredjedel af pladserne i skadesteltet til Dana Cup 2025.
- Jeg tænker, der bliver rift om vores pladser i teltet fremover. Jeg er i hvert fald klar, slutter Sebastian med et smil.