Seneste nyt
Billede beskrivelse

Krista fejrer 40-års jubilæum i Bilka

06. maj 2026 kl. 14.31

AALBORG: Det er efterhånden blevet til mange, mange ture fra hjemmet til Bilka og tilbage igen for Krista Lassen-Vernal.

I en alder af 36 år kom Krista, hendes mand og deres to børn hjem til Danmark efter at have boet en periode i Kuwait, hvor hendes mand var udstationeret, og hun arbejdede som leder i en børnehave. 

Da de vendte hjem til Danmark, skulle Krista finde et arbejde.

- Jeg skulle i hvert fald ikke arbejde i butik, men jeg ville gerne have et job, så jeg ringede til Bilka Skalborg og spurgte om et sommerferiejob. Det gjorde jeg om formiddagen, og dagen efter begyndte jeg, og jeg har været her lige siden. Jeg har virkelig været glad for det og har nydt det i alle årene, og jeg har haft en lang række gode og spændende udfordringer, fortæller hun i en pressemeddelelse fra Salling Group.

Torsdag 13. maj er det 40 år siden, at Krista havde første arbejdsdag i Bilka.

Fra parfume til skilte til kasse til elektronik

Selvom Krista kan fejre 40 år på samme arbejdsplads, har arbejdsopgaver bestemt ikke været de samme alle årene.

Krista startede i parfumeafdelingen og rykkede videre til dekorationen.

Her var hun med til at trykke skilte til varehuset - for sådan gjorde man dengang.

Derefter var hun en kort periode ved kasselinjen, men senere rykkede hun tilbage til dekorationen.

- Vi havde direkte kontakt med sælgerne hver uge - for eksempel da jeg var med til at teste konceptet med at have slik ved kasselinjen. Det var helt nyt i 90’erne. Vi havde meget stor indflydelse på, hvad vi havde på hylderne - i dag er det hele styret automatisk, fortæller Krista.

Gennem de seneste mange år har hun sørget for at hjælpe med elektroniske/it udfordringer som telefoner og hyldeforkanter.

Gik egentlig på pension, men...

Krista er nu 76 år, og hun har for længst rundet pensionsalderen.

Det var egentlig også planen, at hun skulle være gået på pension for 12 år siden.

Men en frisk kommentar fra Krista og en chef, der tog hende på ordet, lavede om på den plan.

- Jeg foreslog lidt for sjov min leder, at hvis jeg selv måtte bestemme, hvor mange timer om ugen jeg kommer, og hvilken dag, så ville jeg gerne fortsætte. Han sagde ja lige med det samme, så jeg har været her fem timer om ugen siden dengang.

Bilka-venskaber

Det er klart, at Krista har samlet en lang række oplevelser og også venskaber fra sine mange år på arbejdspladsen.

Faktisk har hun en Bilka Skalborg-venindeklub med fire andre, hvoraf én af dem begyndte samme tid som hende. 

Senere er flere kommet til, og hele femkløveret fejrer nu også, at de har holdt sammen i 40 år. 

De fem veninder har blandt andet været på en lang række rejser sammen og ses stadig én gang om måneden.

- To af dem var elever dengang, og jeg og en anden tænkte, at nu skulle de lære om noget kultur og ikke sidde og læse i dameblade. Det blev begyndelsen på vores venskab, fortæller hun.

En anden tid

Fra Krista startede i Bilka for 40 år siden til nu, er der sket mange ændringer.

Jubilaren er for eksempel fra den tid, hvor de kørte EDB-lister med huller i siden på en kæmpe printer, og derefter gennemgik de priser i samtlige afdelinger.

Når klokken slog 13, skulle de enkelte afdelinger melde deres ændringer. 

Hun har også været med til at mærke alle varerne med den såkaldte prispistol og har arbejdet med store skilte.

- Når vi lavede skilte, brugte vi store trykmaskiner. Vi stavede ordene på nogle små pinde, som vi smurte maling på, og derefter rullede vi skiltene over malingen, og så var det altså rigtig træls, hvis vi havde lavet en stavefejl, for så skulle vi begynde forfra, fortæller hun og er i dag stadig “miljøskadet” fra sin tid med de mange skilte, og derfor fanger hendes blik altid, hvordan de hænger i varehusene i dag, og hvordan det står skrevet.

Limousinekørsel og fejring

40 år samme sted kan lyde af meget.

Men Krista ved, hvorfor hun er blevet.

- Fordi jeg har været tilfreds. Jeg har fået lov til at passe mig selv og gøre det, jeg gerne ville. Jeg har altid haft gode ledere, der har lyttet til mig og udvist tillid.

Der er heller ingen tvivl om, at hendes leder, Anders Kærholm, Manager Operations & Efficiency i Bilka Skalborg, er meget begejstret for jubilaren.

- Hun er en meget værdsat medarbejder, som gennem 40 år har vist en helt særlig stabilitet og pålidelighed. Hun er mødestabil, altid i godt humør og møder både kolleger og kunder med en positiv energi, der smitter. Krista Lassen-Vernal har samtidig formået at følge med udviklingen – også inden for IT – og er i dag en nøgleperson på området. Vi samler ofte defekt IT-udstyr sammen til onsdagene, hvor hun er på arbejde, fordi hun har det store overblik og er særligt dygtig til at få det håndteret effektivt. Ingen tvivl om, at hun er kendt af de fleste i huset og skiller sig ud ved sin faglighed, sit engagement og sin gode indstilling, siger han.

Krista fejrer den fornemme dag i varehuset - en uge inden det egentlige jubilæum - torsdag den 7. maj med familie, venner og kolleger og bliver hentet om morgenen i en limousine af sin leder, og sammen kører de til festlighederne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste