Kom indenfor i Lille Amalienborg: Sonjas drøm bliver endelig til virkelighed
Der er blevet knoklet og knoklet i den gamle galopstald i Vestbyen, siden Raise for Kids overtog nøglerne tilbage i marts – og rejsen har ikke været uden blod, sved og tårer.
Men nu, et halvt år senere, står vi her midt i det spritnye multihus, som kun er millimeter fra at være helt færdigt.
Huset har fået navnet Lille Amalienborg. For som stifter og formand Sonja Christensen siger med et smil:
– Lidt kongelig har man vel lov at være.
Og hun kan næsten ikke vente med at slå dørene op og tage imod.
Et fristed og fællesskab for udsatte familier
Raise for Kids begyndte med julemiddage for udsatte familier, men Sonja har længe drømt om et sted, hvor fællesskab kunne blomstre året rundt.
– De familier, vi møder i Raise for Kids, taler oftere om ensomhed end om økonomi, siger Sonja og fortsætter:
– Og derfor har vi brug for et sted som dette, hvor de kan finde fællesskab. Dette sted har været et kæmpe ønske og en brændende drøm, og nu går det i opfyldelse.
Til at gøre drømmen til virkelighed har Sonja fået hjælp af en flok handlekraftige frivillige – heriblandt nogle af de familier, der selv er tilknyttet Raise for Kids.
– Det rører mig virkelig dybt, at de har overskuddet til det, fortæller hun.
Udover frivillig hænder har både private og virksomheder støttet op om projektet.
Drømmen brast for en stund
Alt har dog ikke været lige let.
Oprindeligt var planen, at Lille Amalienborg skulle indvies med et brag af en fest i starten af august, men i juni tog det hele en træls drejning.
Forskellige tilladelser spændte ben for hinanden, og det endte med, at projektet måtte udskydes på ubestemt tid.
Og det ramte Sonja hårdt.
– Der knækkede filmen for mig, fortæller hun, som sammen med de frivillige ellers havde knoklet utrætteligt.
Men heldigvis lettede skyerne tidligere i august – og nu er projektet tilbage på sporet.
De sidste tilladelser mangler stadig, men forhåbningen er, at dørene snart kan åbnes for de 32 familier, der er tilknyttet organisationen.
Et sted med betydning
To af de frivillige, Katja Andersen og Rune Ladefoged, ved om nogen, hvad Lille Amalienborg kan komme til at betyde.
De har selv været en del af Raise for Kids gennem flere år.
– Jeg vil sige, at hvis der er nogen, der kan få halvt så meget ud af det her sted, som jeg har fået af Raise for Kids, så er alt vundet, siger Katja, som blandt andet har fået hjælp til konfirmationer og julefejringer.
Rune nikker og tilføjer:
– Sådan et sted her betyder alt.
Fremtiden i Lille Amalienborg
Der er endnu ikke sat en officiel åbningsdato, men Sonja har allerede store planer for huset.
Der bliver kokkeskoler, “prinsesse-for-en-dag”-arrangementer og masser af hyggelige stunder.
Derudover er der indrettet en butik bagerst i multihuset, hvor familierne kan få tøj.
Lille Amalienborg vil holde åbent hver mandag fra kl. 9-12 og hver onsdag fra kl. 13-17 og har adresse på Egholm Færgevej 10 i Aalborg.
Kom med på rundvisning her: