Klumme: Motoriseret konsulentkompagni er indsat i Elling
Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.
- Det 3. Motoriserede Konsulentkompagni og den Bæltedrevne Advokateskadron har ydet helt uvurderlig sparring og rådgivningsbistand.
Sådan lyder det nu fra Forsvarsministeriet ovenpå den massive kritik af forløbet om genåbningen af den nordjyske ammunitionsfabrik ‘Krudten’ i Elling ved Frederikshavn.
Mere end to år er der gået, siden man besluttede at genåbne produktionen i fabrikken og endnu er der ikke produceret én eneste patron eller granat. I samme periode har ministeriet brugt cirka 30 mio. kr. på tusindvis af konsulent- og advokattimer til forberedelse af genåbningen, som dog fortsat har lange udsigter. Og konsulentudgifterne vokser stadig, kunne flere medier for nylig berette.
Men nu tager Forsvarsministeriet til genmæle.
Kritikken er usaglig og unuanceret, lyder det i en pressemeddelelse fra ministeriet, som understreger, at man på ingen måde spilder tiden eller betaler alle mulige tilfældige konsulenter for ingenting.
- Tværtimod. Den Bæltedrevne Advokateskadron og 3. Motoriserede Konsulentkompagni er to fuldstændigt integrerede enheder i det danske forsvar, som as we speak (lige nu, red.) udvikler en værnsfælles alignment af ‘Krudtens’ purpose, core values og kerneydelse, forklarer ministeriet.
Man er derudover i fuld gang med kortlægge lavthængende frugter, risk identification og kalibrere scope, så man på sigt kan hit the ground running og vækste.
- Vi hører, hvad I siger. Men lad os lige circle back and touch base. Der tegnes et fordrejet billede af, at der nærmest ikke er sket noget i Elling de sidste 900 dage. Intet kunne være mere forkert, skriver ministeriet, som påpeger, at det her er en rejse, og at de idéudviklingsseminarer og PowerPoint-præsentationer om onboarding, bulletproofing og growth hacking, man kigger ind i og senere venter at genbesøge, tager tid.
- Vi har en brændende platform med must-win-battles, og vi skal spille hinanden gode.
Også Jydske Project Management-ekspeditionsstyrke og 2. Brigades Lette Lead Strategic Development-sektion har løbende været indsat i Elling.
Tidligere har netop de enheder været med til delvist at løse ammunitionsmanglen gennem udviklingen af de virkelighedstro bangbang-øvelser, hvor soldater under træning ikke affyrer våben, men i stedet råber “bang bang” efter mål ude i øvelsesterrænet.