Klumme: Her bruger spækhuggere ikke laks som hatte

Lau Aaen (f. 1982) skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.

Tak, skæbne.

Gudskelov man bor i Nordjylland.

Det var jeg næppe den eneste, der tænkte, da TV2 forleden kunne underholde med overskriften “Spækhuggere bærer døde laks som hatte – igen”.

Igen, ja.

Den er god nok. Det er noget med nogle spækhuggere i det nordvestlige USA, som af uransagelige årsager er begyndt at svømme rundt med døde laks oven på hovedet.

Ja, laks.

Det er ikke hittepåværk. Der er skam fotodokumentation.

Tilbage i 1987 gjorde de det vist også, men siden gik laksehatten åbenbart igen i glemmebogen blandt spækhuggerne derovre. Lige indtil nu. Eller som Videnskab.dk formulerer det: “Død laks som hat? Spækhugger-trend vender tilbage efter 37 år”.

Ingen ved hvorfor og selvfølgelig er der en masse gætværk, klart, men uanset hvad, er det da noget underligt noget, de har gang i. En mærkelig og vældigt virkelighedsfjern opførsel, man vanskeligt kan se har noget med noget som helst at gøre.

Mage til opmærksomhedshungrende adfærd skal man helt ærligt lede længe efter.

Jamen, man så da for eksempel ikke den nordjyske spækhugger lave sådan nogle “se mig”-numre, da den var forbi en sandbanke ved Hals og senere luntede rundt i Limfjorden og Grønlandshavnen for et par år siden. Den spildte ikke egen og andres tid med den slags skabagtighed, uproduktivt pjatværk og sjove hatte på en hverdag. Det gør man ikke heroppe i den virkelige verden, uanset om man går på gåben eller er en tonstung tandhval i delfinfamilien.

Sådan er det bare.

Heroppe i virkeligheden tager vi fat, tager ved, makker og ordner, og når der en sjælden gang tages en pause, så kan vi altså sagtens finde ud af at holde os i ro og passe os selv. Den nordjyske spækhugger passede sig selv i en sådan grad, at alle mulige udenfor Nordjylland, folk som ikke er vant til den form for afklarethed i tilværelsen, straks blev nervøse for spækhuggerens helbred.

Fluks flød det med gætterier og skud fra hoften om sygdom, algeallergi, hold i ryggen og spådomme om et nært forestående endeligt, bare fordi den lå lidt stille en uges tid eller to.

Men så man én eneste nordjyde være det mindste nervøs? Nej, for der var ikke noget, der sådan lige sprang i øjnene eller stak ud. Heroppe kan vi godt finde ud af at være stille og forholde os ro, helt uden selviscenesættende tantfjaseri, platpullerværk eller gøren sig til. Også i længere tid ad gangen og vi er skam spillevende alligevel, bare rolig.

Det kunne andre egentlig godt lære lidt af.