Billede beskrivelse

Julefodboldstævne i stadionhallen: - Når vi spiller, betragter vi hinanden som ligesindede

20. december 2025 kl. 19.01

AALBORG: Der bliver driblet, sparket og jublet i Aalborg Stadionhal fredag den 19. december.

Aalborg Kommunes Idræt og Kultur har inviteret til indendørs julefodboldstævne, som er målrettet mennesker, der på den ene eller anden måde er socialt udsatte.

Otte nordjyske hold er med i årets turnering. Flere af holdene er en del af Idræt for Sindet, som er et tilbud målrettet mennesker med psykiske vanskeligheder.

Britt Mulvad Jørgensen fra Aalborg Kommune er en af dem, der står bag fodboldstævnet.

- Det er et tilbud for nogen, der måske ikke har så mange glæder i julen. Her møder man ligesindede og har en god og aktiv dag. Jeg har været med i snart 20 år, og det plejer at være en rigtig god dag, fortæller Britt Mulvad Jørgensen, der sidder bag dommerbordet.

AaB-legender på sidelinjen

Blandt de deltagende hold er Ombold i Aalborg. Ombold er en forening, der tilbyder idrætsfællesskaber for socialt udsatte og i særlig grad mennesker ramt af hjemløshed.

Holdets trænere er tidligere AaB-spiller Ole Madsen og AaB-legenden Poul Erik Andreasen.

- Vi har været med, siden Ombold startede i Aalborg. Det var Søren Kusk, der startede det, og så skrev han til både Poul Erik Andreasen og mig uafhængigt af hinanden og spurgte, om vi ville være frivillige, fortæller Ole Madsen.

Ombold startede op i Aalborg i 2021 i samarbejde med Café Parasollen.

- Jeg husker vores første stævne, hvor vi skulle med toget til Fredericia klokken 06.00. Der var vi meget spændte på, hvor mange der ville dukke op, men vi endte med at være fuldtallige. Det her fællesskab er noget, der bliver prioriteret højt, fortæller Ole Madsen.

Til dagens stævne i Aalborg Stadionhal er det dog kun fire ud af syv spillere, der er mødt op ved turneringsstart. Der skal være fem spillere på banen.

Men sådan er det, fortæller Ole Madsen.

- Vi har en aftale med syv spillere i dag, men nu må vi se, hvor mange der dukker op. Jeg ved, at der er én på vej, men ellers kan det ende med, at jeg selv må på banen, fortæller Ole Madsen.

Fællesskabet, som man får gennem blandt andet fodbolden, er meget givende.

 Flere af de spillere, der har været en del af Ombold, har gennemgået en personlig udvikling, som har gjort, at de i dag kan varetage et arbejde.

- Når vi spiller fodbold, betragter vi hinanden som ligesindede. Vi har en rigtig god jargon, og vi er også gode til at lave sjov med hinanden, fortæller Ole Madsen.

En spritny pokal

De otte hold dyster om en vandrepokal.

Det skarpe øje vil dog bemærke, at dagens pokal er spritny.

- Vi har været nødsaget til at lave en feberredning. Vi kunne ikke finde den rigtige pokal, så vi har i sidste øjeblik fremskaffet en anden. Så må vi efterfølgende se, om vi kan finde den rigtige, lyder det med et smil fra Britt Mulvad Jørgensen.

På banen lader det dog ikke til at bekymre spillerne, at det ikke er den sædvanlige pokal, der bliver spillet om.

Alle hold går til den og giver, hvad de kan.

- Det er et rigtig godt fællesskab. Her er det lige meget, hvad man har i bagagen. Man er bare en del af idrætsfællesskabet, fortæller Britt Mulvad Jørgensen.

Noget at se frem til

Nogle, der håber på at tage pokalen med hjem, er Tobias, Kristian og Markus fra Limfjordens Idrætsforening.

Limfjordens Idrætsforening er et tilbud, der er startet af Morsø Kommune.

- Vi håber da på at vinde det hele, men det er svært, når nogle på holdet aldrig har spillet fodbold før. Vi tabte første kamp 2-0, fortæller Markus.

Billede beskrivelse

De tre unge mænd fra Limfjordens Idrætsforening fremhæver i særlig grad sammenholdet og fællesskabet, når man spørger dem, hvad det bedste ved idrætstilbuddet er.

- Vi er her mest for hyggens skyld og for at lære nogle andre at kende, fortæller Markus.

Fællesskabet i Limfjordens Idrætsforening er noget, drengene ser frem til hver uge.

- Man får en masse venskaber, og så er det en ting, man glæder sig til at stå op til. Træningen er noget, jeg ser frem til hver torsdag, fortæller Tobias.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste