Jonas og opgangen går all-in på julepynt i oktober
AALBORG: Hvis der var en konkurrence om at pynte mest op til jul, ville Jonas og hans naboer højst sandsynligt være i front.
Selvom vi kun skriver oktober, har beboerne nemlig allerede forvandlet deres opgang til et funklende juleeventyr med julekugler, guirlander og lyskæder – fra stueetagen helt op til øverste sal.
Julen starter i oktober
Du kender måske Jonas som Blomster Jonas – den kreative sjæl bag Jonas Jensen Blomsterdesign.
– Jeg er jo i et erhverv, hvor man elsker, at der er pynt over det hele, fortæller han.
Og den kærlighed til pynt stopper ikke, når butikken lukker.
Hjemme hos Jonas og hans mand, Thomas Dyg, bliver der nemlig pyntet igennem – især til jul. Ikke kun i deres egen lejlighed, men også i hele opgangen.
Og det har smittet af på alle beboerne, som nu har besluttet at gøre det til en fast tradition at afsætte den sidste søndag i oktober til at gå juleamok i opgangen.
En ny tradition er født
Den nye tradition blev sat i gang i søndags, hvor Jonas og resten af opgangen mødtes i stueetagen klokken 10.
– Her startede vi med champagne og croissanter, og så gik vi i gang med at folde juletræer ud og hænge dem op, fortæller Jonas og fortsætter:
– Og så var reglen, at hver etage stod for beværtningen, når vi nåede dertil.
Det betød juledrinks i alverdens afskygninger, æbleskiver, snekanon og live julemusik i lange baner.
Efter ni timers julepyntning nåede de til toppen af opgangen.
– Det var pisseskægt, griner Jonas.
En julegal opgang
Jonas ved godt, at jul i oktober deler vandene udenfor opgangens fire vægge.
Men heldigvis er hans medbeboere lige så julepjattede som ham selv – blandt andet Dorit Simonsen.
- Mange synes, at det er tåbeligt, at vi pynter op i oktober. Men her i opgangen elsker vi bare lys, farver og jul, fortæller Dorit med et kæmpe smil.
I opgangen hænger nu intet mindre end 1.000 julekugler, 200 meter julebånd, 40 meter granguirlande og fem juletræer – og Jonas og de andre er ikke færdige endnu.