Billede beskrivelse

- Jeg tænkte bare, 'hvad fanden er det for noget lort, mand'

18. februar 2026 kl. 19.00

AALBORG: To ledbånd i knæene og et år med genoptræning. 

Det var, hvad en boksekamp skulle koste aalborgensiske Jasper C. Willumsen, bedre kendt som JCW the Sunshineman. Og så tog den ikke mere end 23 sekunder. 

Normalt er Jasper C. Willumsen amatørbodybuilder og personlig vejleder inden for kost og træning ved siden af sit arbejde som montage-smed. Med til det hører en meget aktiv hverdag med træning og motion.

Derudover har Jasper C. Willumsen også gjort sig bemærket på internettet, hvor han blandt andet lægger videoklip op af sig selv, der træner, eller motivationsvideoer op på gebrokkent engelsk. 

Derfor har det også været en stor omvæltning for Jasper C. Willumsen fra fitnesscenteret til kørestolen, som han sidder i, efter hans knæ gav efter kort inde i kampen fredag 6. februar.

- Selvfølgelig er der noget, jeg kan gøre selv, men jeg har brug for meget hjælp. Det er jo lige fra at blive kørt ind på toilettet til at blive badet. 

For at skåne knæene, er de blevet låst fast i udstrakt vinkel. Derfor er Jasper tvunget til at bruge al sin tid i enten en kørestol eller i sengen.

Unstoppable power of the sun 

Boksekampen, der endte med at få så store konsekvenser for Jasper, foregik, før Aalborg Pirates skulle spille imod Rungsted Seier Capitol. Her skulle Jasper hjælpe med at varme publikum op til ishockeyopgøret ved at bokse mod rapperen Zjakalen som en del af Aalborg Boxing Celebrity Championship.

Det var også en imponerende selvsikker Jasper, der trådte op i ringen umiddelbart før kampen. 

- I am unstoppable power from the sun, lød det fra The Sunshineman.

Den ustoppelige solkraft nåede dog kun at få indført en håndfuld slag på de 23 sekunder, før han gik i gulvet. 

- Det er som om, der er noget, der bare knækker. Jeg når kun at kigge ned og se, at begge mine knæ sidder forkert. Og så falder jeg sammen.

Først troede Jasper, at det bare var hans knæ, der var gået ud af led.

- Jeg havde det sådan, at hvorfor fanden kunne de ikke finde en mukkert, så kan jeg hamre det lort på plads og komme videre.

Der gik dog ikke lang tid fra, at Jasper ramte gulvet i bokseringen, til det gik op for ham, at det stod værre til med hans knæ end først antaget. Først mærkede han, at det begyndte at spænde op i knæene. Derefter opdager han, at de slet ikke sidder, som de burde. 

- Jeg ved sgu ikke engang, hvad jeg tænkte. Jeg tænkte bare, ”hvad fanden er det for noget lort, mand?”

 Jeg lever stadig

- Jeg har jo altid været ærlig omkring alle mine følelser. Det er en hård situation at stå i, også fordi hele mit liv er jo fuldstændig vendt på hovedet. Det er jo ikke lige sådan, jeg regnede med, at det her år skulle starte.

På trods af det skinner der stadig en pragmatisk optimisme igennem Jasper, når han fortæller om sine fremtidsudsigter.

Selvom knæene er kommet slemt til skade, har han ingen mén på resten af kroppen. Derfor er næste mål for Jasper at afprøve det fitnessudstyr, der findes på genoptræningshjemmet, hvor han bor nu. 

- Jeg vil begynde at fokusere på at gøre det, som jeg kan gøre noget ved.

Selvom man tydeligt kan mærke Jaspers iver efter at komme tilbage i træningscentret, er der dog én ting, som er vigtigere end alt andet for hans krop lige nu: hvile.

- Det er også en periode, der kommer til at lære mig noget helt nyt om mig selv. Jeg har trænet, siden jeg var 15 år, så det her er en helt ny måde at tænke på. 

- Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan gå igen og bare nyde det. 

Tror du nogensinde, du kommer til at bokse igen, når skaderne har lagt sig?

- Vi må se, hvordan det hele forløber sig, og hvordan jeg føler kroppen er. Hvis jeg føler, at jeg ligesom er tilbage til der, hvor min krop var inden alt det her, og jeg har en tryghed i, at mine knæ er okay. 

Så du er ikke direkte afvisende?

- Nej. Jeg har heller ikke fortrudt noget. Jeg har grebet den mulighed, som er kommet til mig, og den tog jeg. Det vil jeg også gøre fremadrettet. Vi har jo alle sammen kun ét liv, og jeg vil gerne have så meget ud af mit som muligt. 

- Nu er det også snart forår. Vintergækkene de kommer snart. Det er så smukt. Og jeg lever stadigvæk, så det er også så smukt. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste