Seneste nyt
Billede beskrivelse

Jaxstyle flytter fra Aalborg - men bliver i Nordjylland

18. juni 2026 kl. 15.31

NORDJYLLAND: Efter fem år i Nordens Paris pakker den nordjyske streamer og DJ Jacob Krull - også kendt som Jaxstyle - nu flyttekasserne.

- Jeg har taget en beslutning om, at det efter fem år i den her lejlighed, er det på tide at få noget nyt og frisk luft.

Det oplyste han tidligere på ugen på sin YouTube-kanal.

Tiden er nemlig kommet til forandring. Det betyder, at Jacob Krull flytter til en ny by - et valg som måske vil overraske flere.

En tryg base i Aalborg

Flytningen sker på trods af, at Jacob Krull har været glad for at bo i Aalborg.

- Det er fantastisk at bo i Aalborg. Det er billigt, jeg har en stor, fed og lækker lejlighed, jeg har garage og parkering. Der er ikke noget, jeg mangler her. 

Det er dog netop den tryghed, der kan være med til at forklare hans beslutning om at flytte.

- Hvis jeg som 24-årig føler, at jeg har styr på det hele, og føler mig sikker, så er det i mit hoved lidt for uambitiøst, fortæller han i videoen.

Han fortæller senere:

- Jeg kan mærke, at jeg er begyndt at kede mig utrolig meget over, at der ikke er noget, der er uvist.

Tilbage til rødderne

- Der er nok mange, der sidder og tænker: “Endelig, endelig Jax flytter du til København”.

Men Jacob Krull går imod storbys-strømmen og flytter i stedet for til Thisted - og det er der flere grunde til.

En af dem er ønsket om at blive en bedre streamer.

- Jeg har klaret det rigtig godt i Aalborg, men det bliver en rigtig kreativ udfordring at skulle lave indhold meget, meget langt væk fra mennesker og en stor by.

Det minder netop om dengang, han startede med de første streams fra barndomsværelset i Vadum.

- Jeg går lidt tilbage til mine roots, hvor jeg bor lidt langt væk fra civilisationen, skulle jeg til at sige, og så bare har mig, mit stream og mit setup.

En anden grund til flytningen er, at flere af de personer Jacob Krull arbejder sammen med i sin DJ-karriere, bor i Thisted.

Se også
Nordjyde går viralt – stryger ind på hitlisterne

Frisk luft og mere ro

Jacob Krull regner med at flytte om et par måneder, og han ser frem til det:

- Jeg tror, at det bliver rigtig grineren og rigtig godt for mig at få noget frisk luft og komme ud til en by, der er endnu mere rolig end Aalborg.

Han slutter af med at fortælle, at han regner med at bo i Thisted i omkring ét år. Derefter må tiden vise, hvad der skal ske.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste