Jannick og Jesper er sat sammen om spray-kunsten
Hvis du har været en tur forbi Karolinelund, har du helt sikkert set de mange kunstværker der i øjeblikket præger området.
Street art festivalen End Of The Line har samlet over 30 kunstnere, der laver deres kunstværker lige for næsen af alle, der har lyst til at stikke snuden forbi.
Jannick Brandt og Jesper Svendsen er blandt de mange kunstnere.
De er blevet sat sammen, så de i fællesskab kan lave et kunstværk i forbindelse med festivalen.
Jannick Brandt er fredag kørt den lange tur fra Esbjerg til Aalborg for at deltage og Jesper Svendsen har taget turen fra København.
- Det er første gang, at vi maler sammen. Vi har været heldige at blive sat sammen, fortæller Jannick Brandt.
- Det er en af glæderne ved at tage på festival, så kan man male sammen med nogle, som man ikke plejer at male med, fortæller Jesper Svendsen.
De to kunstnere har ikke på forhånd aftalt andet omkring motivet end hvilke farver de vil bruge.
De er ikke helt sikre, på hvad der skal med deres kunstværk, når det er færdigt, men de har hørt forlydender om, at det skal bruges som endevæg ved et dansestudie.
Begge kunstnere er udelukkende i Aalborg fredag.
En kunstform i udvikling
De to spraymalere har brugt kunsten i mange år.
Jannick Brandt har malet i omegnen af 20 år og Jesper Svendsen har malet siden 1994.
- Det startede med at jeg sad og tegnede meget, og pludselig fandt jeg ud af, at der er noget, der hedder graffiti. Det var de store drenge, der gjorde det – og så prøvede jeg at gøre det samme, fortæller Jannick Brandt.
Kunstværkerne har ikke altid været lige ønsket, men i dag er det helt anderledes.
Jesper Svendsen lever af kunsten og Jannick Brandt drømmer også om at kunne male på fuldtid.
- Jeg har blandt andet nogle workshops og nogle graffiti-hold med nogle unge mennesker. Jeg synes, at det er fedt at arbejde med unge mennesker, fortæller Jesper Svendsen.
Begge kunstnere er enige om at kunstformen har ændret sig meget, imens de har været aktive.
- Tidligere kunne sådan noget her ikke lade sig gøre. Jeg har fået lov til at male en masse vægge i min hjemby Esbjerg. For bare 6 år siden kunne det overhovedet ikke lade sig gøre, fortæller Jannick Brandt.
En streetart festival som End Of The Line kan være med til at åbne kunstformen op for flere, ifølge Jannick Brandt.
- Det kan forhåbentligvis åbne noget kreativitet op for unge og andre, der ikke nødvendigvis føler for at male, men gerne vil prøve det. Vi kan måske inspirere dem til at starte.
Flere farver i bybilledet
Ifølge Jannick Brandt og Jesper Svendsen kan bybilledet ofte savne nogle flere farver, til at bryde de grå, sorte og hvide farver.
- Farver skader sgu ikke. Jeg er med på at man kan diskutere, hvad der er flot. Den debat skaber kunst og man kan snakke om hvad gaderummet skal være for et rum, siger Jesper Svendsen.
Han er glad for at man i gaderummet er begyndt at åbne op for en masse forskellige kunstformer.
- Jeg håber, det, at der kommer nogle flere farver i bybilledet, kan være med til at skabe noget positivt i folks hverdag. Det er drømmen i hvert fald.