Billede beskrivelse

Intensiv træning bar frugt, da Gry blev verdensmester for tredje gang

24. september 2025 kl. 14.00

AALBORG: Forleden kunne vi berette om Casper Lund fra Gug Badmintonklub, der sikrede sig dobbelt-VM for spillere over 45 år.

Han er dog ikke den eneste aalborgenser, der kan kalde sig verdensmester i spillet med fjerbolden. 

Ved samme stævne strøg Gry Uhrenholt Hermansen fra Aalborg Triton helt til tops i damedouble i alderskategorien +40 år.

Med sejren skriver Gry endnu et kapitel i en imponerende karriere. 

Det er nemlig tredje gang, hun står øverst på podiet ved et veteran-VM. 

I 2021 vandt hun to guldmedaljer i +35-klassen i Spanien, og i 2023 fulgte hun op med yderligere to titler i Korea. Nu føjer Triton-spilleren altså endnu et VM-guld til samlingen.

Triumfen er dog ikke kommet af sig selv. 

De seneste måneder har Gry trænet intensivt frem mod mesterskaberne. 

Den har stået på træning hver dag fordelt på især løb, styrketræning og naturligvis badminton i hallen.

- Det har krævet forståelse fra familien. Heldigvis er min mand, Søren, selv badmintonspiller. Han er samtidig også min coach, så han kender betingelserne. Vores børn spiller også badminton, så der er opbakning fra alle sider, fortæller hun.

Aalborg Triton markerede den store præstation tirsdag aften. 

Her var der både blomster og lykønskninger til verdensmesteren, der til daglig optræder på Tritons 1. divisionshold.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste