Billede beskrivelse

I sit 19. år som fodbolddommer har Anders opnået en stor hæder

25. november 2025 kl. 06.03

AALBORG: En synlig og vellidt skikkelse i det nordjyske dommermiljø. 

Sådan præsenteres 35-årige Anders Larsen fra Aalborg Fodbolddommerklub i en pressemeddelelse fra DBU Jylland Region 1.

Det sker i anledning af en prisuddeling torsdag aften, hvor blandt andet "Årets Breddedommer 2025" skulle kåres.

Og her faldt valget altså på Anders Larsen. 

"Anders har et godt tag på de unge mennesker, som gerne kontakter ham, når der er noget, de gerne vil drøfte. Han bidrager positivt både i kampene og i udvalgs- og talentarbejdet," lyder det i indstillingen fra Aalborg Fodbolddommerklub. 

Anders Larsen bliver ydermere fremhævet for en særlig styrke til at støtte og udvikle andre dommere - blandt andet som en del af en såkaldt "onkelordning" for nye dommere. 

Han fungerer også som både vejleder og breddeudvikler og har desuden en aktiv rolle i talentdommergruppens samlinger. Her bidrager han med faglighed og sparring samt en stor lyst til at hjælpe andre videre i dommergerningen. 

Af sine dommerkolleger beskrives Anders Larsen som "rolig, fagligt stærk og troværdig - en dommer, man altid kan regne med". 

Han tog sit dommerkort i 2006 og startede officielt sin dommergerning året efter. 

Anders Larsen dømmer i dag i Jyllandsserien - landets sjettebedste fodboldrække. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste