Billede beskrivelse

I dag får Fiskerikontrollen hjælp af dykkerklub til at fjerne fiskeredskaber

19. august 2025 kl. 12.07

Går du forbi Kulturbroen i dag, kan du få øje på en mindre aktion, der er i gang i vandet.

Aalborg-Nørresundby Sportsdykkerklub (ANSK) skal nemlig i dag hjælpe Fiskerikontrollen med at fjerne gamle net og fiskeredskaber fra havbunden.

Et arrangement, der finder sted cirka klokken 16.

– Vi dykker normalt i området, og her har vi kunnet se, hvordan mængden af fiskeredskaber langsomt har ophobet sig. Vi må ikke bare fjerne dem, så vi har været i kontakt med Fiskerikontrollen, som har bedt os om hjælp til at fjerne dem, fortæller Søren Theilgaard, der er formand i Aalborg-Nørresundby Sportsdykkerklub.

Aktionen finder sted i nærheden af Kulturbroen. Under vandet ligger resterne af den gamle Limfjordsbro, hvor fiskenettene især samler sig.

– Lige vest for Kulturbroen ligger der nogle gamle piller fra den første Limfjordsbro. Det er her, fiskeredskaberne har samlet sig. Nettene sætter sig fast i de gamle jerndrager, hvor de ligger og fanger fisk og skaldyr, der herefter dør, fortæller Søren Theilgaard.

Fiskerikontrollen og Aalborg-Nørresundby Sportsdykkerklub sejler ud i speedbåde, hvorfra de vil opsamle de aflagte fiskeredskaber.

Dykkerne fra Aalborg-Nørresundby Sportsdykkerklub svømmer ned under vandet og binder snore i de aflagte fiskeredskaber, som Fiskerikontrollen herefter kan trække op.

Søren Theilgaard fortæller, at stenrevet ved de gamle bropiller er et af de bedste steder at dykke i Limfjorden.

– Der er en masse liv ved det her stenrev. I Limfjorden er det jo kun omkring bropillerne, der er stenrev. Derfor er vi interesseret i at få det renset for fiskeredskaber.

Dykkerklubben lavede en lignende aktion med Fiskerikontrollen for fire år siden.

– Siden da har vi langsomt kunnet se, hvordan fiskeredskaberne bare har ophobet sig, fortæller Søren Theilgaard.

Hvis man er interesseret i at følge med i Aalborg-Nørresundby Sportsdykkerklub og Fiskerikontrollens aktion, kan man se det hele fra Kulturbroen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste