I aften er der mindehøjtidelighed i Lundby Krat
GISTRUP: Som det har været tilfældet de seneste mange år er der også i år - i dag 6. maj om aftenen - en mindehøjtidelighed i Lundby Krat ved Gistrup.
Mindehøjtideligheden er for den engelske pilot Eric Lionel Germain, der blev skudt ned i udkanten af Lundby Krat i 1944.
Han havde sammen med andre engelske piloter deltaget i endnu et ellers vellykket bombetogt mod de to daværende tyske flyvepladser her i Aalborg-området i henholdsvis Rørdal og Rødslet.
På vejen tilbage mod England blev han imidlertid indhentet af tyske jagere og blev skudt ned i Lundby Krat lige øst for landevejen til Hadsund.
På nedstyrtningsstedet var der i en lang årrække en tydelig markering af, hvor flyet havde ramt både trætoppene og den underliggende skovbund.
På stedet, hvor flyet ramt jorden, satte en række lokale beboere i 1964 en mindesten for at hædre den engelske pilot og det er her, det traditionelle arrangement foregår hvert år med en række faner fra Hærhjemmeværnsdistriktet og en række soldaterforeninger samt lokale foreninger.
Der indledes med en fællessang og siden en omtale af hændelsen, inden der holdes en kort andagt før nedlægningen af en række kranse ved mindestenen.
Det hele slutter med endnu en fællessang ”Altid frejdig, når du går”.
For år tilbage var Eric Lionels Germains far med til en mindehøjtidelighed.
Ved den lejlighed fik faderen for alvor vished for, at sønnen i høj grad var endt blandt venner - det rørte ham dybt.
Mindehøjtideligheden starter kl. 19.