Billede beskrivelse

Hvis du stadig ikke ved, hvad Aalborg Regatta er, kan du blive klogere her

27. august 2025 kl. 09.02

Torsdag løber årets Aalborg Regatta af stablen.

Er du i tvivl om, hvad det egentlig er, kan du her blive en smule klogere på, hvad det hele går ud på.

- Det er en maritim festival med mange besøgende skibe og mange maritime aktiviteter. Derudover er der et omfattende underholdningsprogram, hvor vi blandt andet har koncerter med lokale og nationale kunstnere, fortæller Keld Rud Nielsen, der er projektleder hos Aalborg Events, som står for Aalborg Regatta.

Aalborg Regatta er en årligt tilbagevendende begivenhed, der efterhånden har været afholdt i en del år.

En af Aalborg Events opgaver at lave en årligt tilbagevendende begivenhed for hele byen, fortæller Keld Rud Nielsen.

Op til 2012 var det ’Aalborg i Rødt’, som siden blev erstattet af Aalborg Festival.

-  Aalborg Havn havde en idé om, at der skulle være en årligt tilbagevendende begivenhed på havnen, når der ikke var Tall Ship Race, fordi aalborgenserne var blevet så glade for at bruge havnen, fortæller Keld Rud Nielsen.

På den baggrund blev Aalborg Havn og Aalborg Events enige om at lave Aalborg Regatta.

Aalborg Regatta er siden 2012 næsten blevet afholdt hvert år. I år er det 9. gang, at begivenheden finder sted.

Siden 2012 er Regattaen gradvist blevet en større begivenhed, som er blevet mere og mere populær.

I år er der 17 skibe, der deltager.

Skibene fylder langs havnefronten fra Limfjordsbroen ned til Musikkens Hus.

En hyldest til byens maritime historie

Ifølge Keld Rud Nielsen er det vigtigt, at man i Aalborg hylder det maritime.

- Det er en væsentlig del af vores identitet. Det er grobunden for vores organisation, da havnen for alvor blev åbnet op i 1999 efter det første Tall Ship Race.

Førhen blev havnen ikke brugt af den almene borger på samme måde, som den gør i dag.

- Tidligere var havnen mest bare et sted med gamle pakhuse, hvor man ikke rigtigt bevægede sig hen, men efter 1999 blev aalborgensernes blik vendt ud mod vandet, og vi fik åbnet havnen op som et oplevelsesrum, fortæller Keld Rud Nielsen.

Han påpeger også, at det maritime er en vigtig del af byens historie, hvilket det har været siden vikingetiden.

Et scoop

Det maritime er også en af grundene til, at Aalborg Regatta har opnået så stor en popularitet.

- Nærhed til vand er højt værdsat, hvor end man kigger hen. Efter at Jomfru Ane Parken og Utzon Parken er blevet etableret, er blevet mulighed for at man kan nyde vandet ved Aalborg Havnefront, fortæller Keld Rud Nielsen

Til Aalborg Regatta har man også mulighed for at komme i berøring med vand og sejlsport, selvom man måske ikke kender meget til det.

- Det, at man kan give folk, der ikke har prøvet at sejle før, en mulighed for at prøve det, har vi store forventninger til. Vi vil gerne tilbyde autentiske maritime oplevelser til gæsterne. Det er også en stor del af Regattaen, fortæller Keld Rud Nielsen.

Han fortæller, at Aalborg Events ser meget frem til at få besøg af de mange skibe og særligt ser de frem til Sprint Regattaen om lørdagen.

- At det er lykkedes at få lavet en dyst mellem universiteter fra Danmark, Norge og Tyskland, synes vi virkelig er et scoop.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste