Billede beskrivelse

Heine inviterer til juleaften: – Det er aldrig sjovt at holde jul alene

11. december 2025 kl. 06.00

AALBORG: For mange er den 24. december lig med gaver under træet, duften af andesteg og ikke mindst kvalitetstid med sine kære.

Men for andre er højtiden forbundet med en tung følelse af ensomhed.

Derfor har Røde Kors sammen med Boblberg igen i år åbnet for Julevenner.dk – en online platform, hvor man kan finde værter og gæster at fejre juleaften med.

En af dem, der har brugt tjenesten, er 55-årige Heine Holst fra Aalborg.

Om Julevenner

Julevenner er et fælles initiativ mellem Røde Kors og Boblberg, hvor værter og gæster matches til juleaften.

Julevenner blev etableret i 2012. Siden 2019 har det været et fælles initiativ mellem Røde Kors og Boblberg, og det blev muligt også selv at finde sine juleværter og julegæster.

Sidste år holdt over 3.200 personer jul sammen gennem Julevenner.

Kilde: Røde Kors

– Det er aldrig sjovt at holde jul alene

Hjemme hos Heine i Aalborg er der pyntet fint op, og på terrassen står et juletræ. Her er der ingen tvivl om, at juleaften nærmer sig.

Men modsat mange andre skal Heine holde aftenen med folk, han ikke kender. Det gør han, fordi han tidligere alt for ofte har holdt den alene.

– Det er aldrig sjovt at holde jul alene, uanset om du vil eller ej. Det er det ikke. Du tænker meget, og du kan heller ikke se noget fornuftigt i fjernsynet, for det handler også om minder og kærlighed og så videre. Så det er trist, fortæller han.

Heine står for maden – gæsterne kommer med selskabet

I år er det fjerde gang, at Heine benytter Julevenner.dk.

Og er man en af de heldige, som skal med til Heines juleaften, kan man regne med, at den forløber nogenlunde således:

– Jeg plejer at lave maden, så hygger vi og får noget godt at spise, og dem, der vil have et glas rødvin, får det.

Heine elsker nemlig at lave mad, så den post tager han gerne.

Han har som sagt før prøvet at invitere "fremmede" hjem juleaften, og det har givet ham nogle vigtige erfaringer.

Derfor anbefaler han, at man tager et møde med sine gæster inden juleaften, sådan at man ved, hvem hinanden er og får forventningsafstemt.

Og med mødet på plads er der godt potentiale for en god aften. Det er i hvert fald Heines oplevelse.

Sådan fungerer det

Vil du have selskab i juleaften— eller har du plads til at invitere en gæst — kan du oprette dig på Julevenner.dk som enten julevært eller julegæst. 

Her skal du beskrive dig selv og dine ønsker for aftenen, og så kan du enten selv finde et match eller lade frivillige fra Røde Kors hjælpe dig. 

Der er også mulighed for telefonisk assistance, hvis du har brug for det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste