Billede beskrivelse

Gymnasielærer springer ud som romanforfatter

22. april 2025 kl. 19.01

Efter mange år med tavlekridt på fingrene og litteratursnak i klasselokalet har gymnasielærer Martin Kraglund fra Svenstrup taget springet – fra at undervise i andres historier til at skrive sin helt egen.

– Jeg har i årevis stået foran eleverne og talt om, hvad der gør litteratur god. Så jeg tænkte: Mon jeg selv kunne finde ud af det?

Det får verden svaret på til maj, når Martin debuterer som romanforfatter med Transit – en fortælling, der leger med tanken om, at der måske findes mere mellem himmel og jord, end vi lige går og tror.

Det skal dog understreges, at Martin fortsætter som gymnasielærer.

Fra teori til praksis

I godt 25 år har Martin undervist på Støvring Gymnasium. Her har han lært sine elever at læse mellem linjerne, finde de skjulte lag og forstå, hvad der løfter en fortælling fra god til genial.

Nu tester han selv, om han kan leve op til egne undervisningspointer.

– Det kom sig af, at der pludselig var så meget tid i den første sommer med corona, fortæller Martin.

Det startede med et par noveller, som faktisk endte med at blive udgivet – tre styk i alt. Og da skriveglæden først havde bidt sig fast, var næste skridt oplagt.

– Så tænkte jeg, det kunne også være sjovt at se, om jeg kunne skrive en roman.

Mere mellem himmel og jord?

Transit handler om en helt almindelig familiefar, der en dag vågner op et sted, han ikke kender uden at ane, hvordan han er havnet der.

– Det tager udgangspunkt i en helt almindelig hverdag, men så lige pludselig sker der noget uforklarligt. I min bog foregår hvert andet kapitel i en anden verden.

For Martin selv startede tankerne om "noget mere" i forbindelse med sin bedstefars død.

– Jeg har selv haft en lang periode, hvor jeg tænkte: What you see is what you get. Men der skete nogle ting i den periode, som jeg simpelthen var nødt til at forholde mig til. Og det ændrede mit syn.

Han uddyber:

– Måske findes der mere end det, vi kan se, måle og veje. Og det er netop den tanke, Transit kredser om.

Første roman – men næppe den sidste

Debutromanen er færdig – men skriveglæden er langt fra forsvundet.

– Jeg er allerede i gang med den næste. Der ligger omkring 100 sider klar, fortæller Martin, da LigeHer.nu Aalborg besøger ham.

Er du interesseret i at læse Transit, må du vente i spænding lidt endnu. Bogen udkommer i maj.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste