Billede beskrivelse

Frivillighed og fællesskab: Julie serverer drinks for 30.000 karnevalsgæster

24. maj 2025 kl. 19.02

30.000 festglade karnevalsgæster vælter i dag ind i Kildeparken – og midt i det hele står Julie Mølholm klar med festlige drinks og lige så festligt humør.

Hun er nemlig frivillig til Aalborg Karneval. For fjerde år i træk.

Og når man spørger hende hvorfor, er svaret klart:

– De venskaber og det fællesskab, man får hernede – både med nye og gamle.

En festlig familietradition

Julie blev frivillig som 18-årig, men faktisk går hendes karnevalsblod endnu længere tilbage.

I år står Julie bag baren sammen med sin mor, sin lillesøster og sin bedste veninde, og hendes far er sikkerhedsansvarlig ude i paraden.

– Jeg er lidt født ind i den frivillige verden, griner hun. 

– Min far har været frivillig i over 30 år.

Billede beskrivelse

Et frirum og fællesskab

Julie er uddannet social- og sundhedshjælper, men er i øjeblikket sygemeldt blandt andet på grund af angst. Netop derfor betyder karnevallet noget helt særligt.

– Her er der plads til alle – også dem, der har det lidt svært. Jeg kan selv vælge mine opgaver, alt efter hvad jeg kan overskue. Det gør, at jeg får en virkelig fed dag.

Julie fortæller, at det at være frivillig faktisk hjælper hende med noget, der ellers kan føles svært i hverdagen.

– Det giver mig virkelig meget at være med. Til hverdag har jeg svært ved at være sammen med mange mennesker – især dem, jeg ikke kender. Men her føles det bare nemmere.

Og det skyldes blandt andet det gode og trygge fællesskab.

– Selvom jeg kun ser de andre frivillige én gang om året, føles det, som om vi har snakket sammen hver dag, når vi mødes.

Ifølge Aalborg Karneval er det omkring 2.500 frivillige, der får hele festen til at køre rundt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste