Frivillige fra byens kirker står englevagt til karneval
Når byen inden længe indhylles i farvestrålende fest til Aalborg Karneval, kan det være ganske betryggende for deltagere såvel som tilskuere, forældre og venner at vide at Englevagterne igen er på gaden.
Det frivillige korps i de hvide t-shirts med englevinger på har i over et årti været de stille helte til Karneval, da de år efter år sørger for at festen forbliver sjov og sikker for alle.
Englevagt er startet og drevet af frivillige fra Aalborgs kirker, og har til formål at passe på og hjælpe enhver, der måtte have brug for det under karnevalet. De hjælper festglade gæster med alt fra at finde deres venner, deres telefoner eller deres vej hjem til at yde førstehjælp og stoppe konflikter - eller bare være en beroligende stemme i de til tider kaotiske festligheder.
- Vores primære opgave er aktivt og nærværende at engagere os i at se, hjælpe og passe på det enkelte menneske på dagen, som godt kan blive overvældende, udfordrende eller ret alvorlig for nogen, fortæller en af de frivillige Englevagter.
Erfaringerne fortæller nemlig Englevagterne, at når tusindvis af udklædte og mere eller mindre berusede mennesker samles, så kan små problemer hurtigt eskalere, og det kan være svært at finde hjælp midt i menneskemylderet.
- Hvis ikke man kan finde hjem eller har mistet sin mobil og derfor er ude af stand til at kontakte sine forældre eller venner. Hvis man har slået sig og ikke kan finde hen til de nærmeste samaritter, er dehydreret og mangler vand og salt, eller hvis man på anden måde kunne have brug for hjælp og samtale, så er vi til rådighed i bybilledet, fortæller en Englevagt.
Der er over 100 Englevagter til stede til årets karneval. De er ædru og bevæbnet med vand, plastre og overskud, så tøv ikke med at tage fat i en vagt i hvid t-shirt, hvis du har brug for en hjælpende hånd til Stjerneparaden i Aalborg lørdag d. 25. maj.