Billede beskrivelse

Frisør genåbner efter store udfordringer: - Hele Vestbyen har fået et løft

16. marts 2024 kl. 16.01

Mette Sørensen har netop kunne genåbne sin frisørsalon på Engtoftevej 40. Det er ellers ikke så få udfordringer, hun er er stødt på de seneste år, der til sidst også førte til en lukning af Vestbyens Frisør i 2022. 

- Først kom corona, og det var en rigtig hård periode med nedlukninger af flere omgange.  Senere blev Kastetvej gravet op på grund af langvarigt vejarbejde og ændringer i forbindelse med byens nye busser. Og i november 2022 bestemte min udlejer sig så for at hele boligblokken skulle totalrenoveres, fortæller Mette.

Hun fik tilbudt at genhuse salonen, men det var ikke realistisk, og ultimativt betød det en lukning af Vestbyens Frisør på ubestemt tid.

- Jeg var træt af det, ærlig talt. Salonen er jo mit hjertebarn. Jeg har arbejdet hårdt for at bygge min virksomhed op og få en god kundekreds, men udefrakommende ting blev ved med at stå i vejen. Lukningen gav mig også tid til at tænke grundigt over tingene, fortæller Mette.

Billede beskrivelse

Kunne se potentialet

Selvom modet næsten var ved at slippe op, så kunne Mette efterhånden også se, potentialet i den forvandling hendes del af Vestbyen stod midt i. Både opgravningen af Kastetvej og den omfattende renovering af Himmerlands Boligforenings bygninger i hele området.

- Med større lejligheder i flere af bygningerne bliver der mere plads til familier herude. Derudover fik jeg også mulighed for at komme med mine inputs til renoveringen af mit lejemål til salonen, fortæller Mette og fortsætter:

- Hele bydelen her har fået et løft og det er motiverende for mig som erhvervsdrivende, siger hun. 

Se også
Edina vil åbne Nordjyllands største negleskole i Aalborg

- Det har været kampen værd

Mette valgte derfor endnu engang at knokle på trods udfordringerne, og brugte ventetiden på nye frisørkurser og på at udvikle idéer til sin virksomhed.

Og nu er hun så igen klar til at byde kunderne indenfor hos Vestbyens Frisør.

- Jeg har fået en flot, nyrenoveret salon, og har heldigvis fået en god modtagelse af både nye og gamle kunder. Det har været kampen værd, selvom det var svært at se, da man stod midt i udfordringerne, slutter Mette.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste