Fra værtshus til vildmark: Susanne fra Hjerter Dame går i felten for det gode øl
Susanne Ekfelt har i 10 år drevet værtshuset Hjerter Dame i Danmarksgade. Og lige siden starten har hun haft øl fra Thy i taphaner og køler.
For værtshusindehaveren elsker historien bag de gode øl og går selv i felten, når bryggeriet i Thisted kalder. Tirsdag skulle der styr på årets høst af porse i Nationalpark Thy til den 40 års jubilæumsøl - Porse Guld.
Bryggeriet skulle bruge 150 kilo velduftende porseblade til et års brygning af Porse Guld. Og 70 plukkere var mødt op. Susanne var med på holdet - iført gummistøvler og regnfrakke. Og på trods støvregn og sumpet bund, så er det en tur, som værtshusmutteren Susanne ser frem til hvert år.
- Det var syvende gang, jeg var afsted, og jeg nyder hver et minut ude i naturen. For det er virkelig den gode historie selv at være med til at plukke den smag, der kendetegner Porse Guld. Det er også en øl, som jeg sælger rigtig mange af, fortæller værtshus-ejeren.
- Det er da en fantastisk fortælling, at et bryghus drager ud i naturen, og sammen med venner af bryggeriet indsamler hundredvis af kilo af små grønne duftende blade for at brygge en helt særlig og forrygende god populær øl.
Og når man selv er med, så er det som om, at man har været med til at lave hjemmebryg.
- Det er en historie, som jeg meget ofte fortæller mine kunder. Jeg ser mig selv om en slags ambassadør for Thisted Bryghus, der ikke kun brygger godt øl, men som også gør alt for ikke kun at være en leverandør. De er meget hjælpsomme og nemme at komme i kontakt med. Og man får let et helt særligt forhold til bryggeriet og de ansatte, uddyber hun.
Da hun åbnede for 10 år siden, skulle hun skabe mit helt eget værtshus og gøre noget andet end andre i området. Derfor kontaktede hun Thisted Bryghus` direktør Aage Svenningsen for at høre, om de ville være med til, at der kom Thy-øl til Aalborg.
- De sagde “ja” uden forbehold, krav og dikkedarer. Og sikke en Nordjysk succes det har været, lyder det fra Susanne Ekfeldt, der har syv slags Thy-øl i taphaner og omkring 20 specialøl fra det “Thyske” bryggeri.
Næste år skal der atter sankes små grønne blade i Thys natur til endnu en årgang af Porse Guld, og Susanne Ekfeldt er klar igen - uanset regn eller rusk.
Indtil da kan man smage den efterhånden berømte guldbajer hos Hjerter Dame i Danmarksgade midt i Aalborg. Med på porsesankeholdet i Thys natur er i øvrigt også Nak og Æd-vært fra TV Jørgen Schoubo, der har Porseguld som sin favoritøl.