Billede beskrivelse

Fra pløjemark til fristed: Erik har haft sin kolonihave i et halvt århundrede

25. maj 2025 kl. 19.02

I år er der ekstra god grund til at hejse flaget i Voerbjerglund. Kolonihaveforeningen fylder nemlig 50 år.

Og blandt de små havelodder med fuglekvidder og grønne hække finder vi Erik Jørgensen, der har været med hele vejen. Han overtog sin have, dengang den bare var fire pæle på en pløjemark.

Og det hele begyndte med et par løse brædder og en god ven, som bad om hjælp.

– Han sagde, om jeg ikke ville med ud i haven og holde et par brædder – han skulle til at bygge et hus. Så sagde han: “Du skal da også have sådan en kolonihave.” Og pludselig kom der et brev – jeg var blevet tildelt en kolonihave. Det viste sig, at han havde meldt mig til.

Sådan blev Erik kolonist – måske lidt ved et tilfælde, men bestemt ikke ved en fejltagelse.

Billede beskrivelse

Fra villatelt til vægge og vinduer

Erik og hans kone gik i gang med at skabe deres lille fristed ét spadestik ad gangen – og i det tempo, økonomien tillod.

– Vi byggede lidt ad gangen, som vi havde råd. Men vi var gamle campister, så vi klarede os. Jeg havde en stor sovekabine fra mit villatelt – den hang vi op i spærene, og så sov vi herude.

Der var gang i mange gør-det-selv-projekter, men heldigvis var det også en tid, hvor hjælpen aldrig var langt væk. Man hjalp hinanden med alt fra at plante hække til at grave sokler og blande beton.

– Da vi startede herude i 70’erne, var der mere fællesskab. Man kom hinanden mere ved. Og så var der mange børn – det var faktisk børnene, der rystede os sammen som familier.

Nu med strøm og robotter

Meget har forandret sig i løbet af de 50 somre – også på den teknologiske front.

I starten måtte Erik og hans hustru klare sig med petroleumslampe og stearinlys, når mørket faldt på.

I dag kører både køleskab og kaffemaskine på strøm – og fjernsynet snurrer, når der skal slappes af i skyggen.

– Strøm er en luksus. Det har gjort det hele lidt nemmere.

Græsslåningen har Erik i dag overladt til en yngre – og noget mere elektrisk – makker. Robotplæneklipperen tager sig trofast af plænen, når kroppen ikke længere helt vil det samme som før.

Billede beskrivelse

Tiden, der gik

Haven har været sommerbase for Erik og familien i årtier.

Først med hans kone, som han nåede at fejre guldbryllup med, inden hun gik bort – siden med søn og børnebørn, og i dag med Bente.

Erik har også taget tørnen som formand – to gange á 10 år. Og haven har været fast tilholdssted fra april til september, år efter år.

– Det har været vores fristed – helt hundrede procent.

Og mens robotten snurrer, blomsterne springer ud, og minderne fylder luften, står én ting klart: Kolonihavelivet holder – også efter 50 år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste