Fra 14 til 5000 frivillige: Knud har været med fra start
NIBE: Uden frivillige var Nibe Festival ikke den festival, vi kender i dag.
Den startede med hjælp fra blot 14 frivillige.
Siden er festen kun vokset, og i dag er omkring 5000 frivillige med til at få den til at hænge sammen.
En af dem er Knud Tobiasen. Han var med helt fra begyndelsen, og i år kan han fejre sit 40. festivalår.
Sådan startede det
Det hele startede i 1985 med en flok unge menneskers skøre idé om at starte en festival i byen.
Idéen blev ført an af Torben Jakobsen og Peter Møller Madsen, som rekrutterede venner til at hjælpe projektet på vej.
En af de venner var Knud.
- Jeg var så heldig, at jeg boede sammen med Peter Møller i kollektivet Driv. Og det er jo der, det hele ligesom på en måde er udsprunget, fortæller Knud.
Ved den første festival den 1. juni 1985 bidrog Knud blandt andet med sin forstærker.
- Jeg havde en rigtig god forstærker på mit værelse. Den lånte jeg jo så til festivalen. Så det var min indgang til det.
Derudover solgte han og de andre unge øl og pitabrød med tun, iceberg og dressing fra en campingvogn – i stor kontrast til de mange madboder, gæsterne finder på pladsen i dag.
Dengang var festivalen noget mindre end i dag. Der var gratis entré, scenen bestod af to lastbillad, og festivalen varede blot én dag.
Alligevel blev den en succes, og siden har Knud været en del af Nibe Festival.
Gennem årene har han haft mange forskellige roller. Han har blandt andet været kasserer, været med til at booke musik, været sikkerhedsansvarlig og haft en række koordinerende opgaver.
I dag er han frivillig i medhjælperområdet Crewpitten.
Arbejdet med festivalen har gennem årene krævet mange timer, og i perioder har det fyldt næsten alt.
- Det har været ret vildt. Det har æderbankeme været hårdt. Men hvis du spørger, om det var det hele værd, så vil jeg sige, at man bare skal prøve at stå på bagscenen onsdag aften. Når man mærker de 20.000 mennesker på pladsen stå og synge, så tænker man, at det er derfor, vi gør det.
Fællesskab og musik
Selvom festivalen er vokset markant gennem de seneste 40 år, mener Knud, at det vigtigste er det samme.
- Dengang handlede det jo om fællesskabet og musikken. Glæden ved musikken og det at mødes med vennerne.
Han oplever, at den særlige stemning stadig lever videre.
- Folk elsker jo at komme herop og mødes med vennerne og få en hyggesnak om alt muligt mellem himmel og jord. Ligesom dengang det hele startede. Det synes jeg har fulgt med. Det var ånden dengang, at det skulle være hygge, og det skulle være sjovt. Det synes jeg, Nibe har været gode til.
Betydning af frivillige
For Knud er der ingen tvivl om, hvad der har gjort Nibe Festival til det, den er i dag.
- Uden de 5.000 frivillige var der jo ingenting. Og uden os frivillige, der var med i 1985, var der jo heller ingenting, siger han og fortsætter:
- Tak til alle de her frivillige hele vejen rundt. Det er helt vildt. Det kan man aldrig påskønne nok.
Også i år er han imponeret over de mange hænder, der får festivalen klar.
- Jeg tror, der er 600-700 hjælpere på hele det her opstillingshold, som gik rundt deroppe i weekenden i de her 30-35 grader. Man må bare tage hatten af for dem.