Seneste nyt
Billede beskrivelse

Cyklistforbundet: Reklameskærme kan påvirke trafiksikkerheden

24. juli 2026 kl. 14.01

AALBORG: Cyklistforbundet i Aalborg Kommune opfordrer myndighederne til at begrænse brugen af digitale reklameskærme på særligt trafikerede steder. Det fremgår af en pressemeddelelse fra forbundet.

Forbundet foreslår blandt andet, at reklameskærme ikke placeres i de mest befærdede lyskryds, og at der stilles krav til reklameindholdet.

Billede beskrivelse

Ifølge Michael Levisen Nielsen, bestyrelsesmedlem i Cyklistforbundet i Aalborg Kommune, kan reklameskærmene påvirke trafikanternes opmærksomhed.

- Når trafikanterne passerer store reklameskærme med video og skiftende billeder, så forsvinder en del af opmærksomheden fra trafikken. Det gør ganske enkelt trafikken mere utryg for alle.

Billede beskrivelse

Cyklistforbundet henviser til, at Vejdirektoratet, Rådet for Sikker Trafik og forskning peger på manglende opmærksomhed som en væsentlig årsag til trafikuheld.

- Reklamerne fjerner trafikanternes fokus på trafikken - det er jo netop idéen med reklamer, at de skal stjæle den opmærksomhed, som i forvejen er en mangelvare i trafikken.

Vejdirektoratet anbefaler blandt andet, at reklamer ikke placeres ved komplicerede lyskryds og rundkørsler eller på veje med tæt og blandet trafik. 

Billede beskrivelse

Derudover bør reklamerne være enkle, letlæselige og indeholde ét budskab.

Cyklistforbundet peger samtidig på, at bløde trafikanter er særligt udsatte, hvis bilisters opmærksomhed svækkes.

- Vi har behov for en mere tryg og sikker trafik, som kan få endnu flere til at cykle mere til gavn for klima og sundhed. Derfor bør myndighederne bidrage til en mere tryg trafik ved at begrænse de mange reklameskærme, siger Michael Levisen Nielsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste