Billede beskrivelse

Formand jubler over sjippe-succes: - Det skyldes også den store opbakning fra forældre

09. august 2025 kl. 06.00

Gymnasterne fra Gug Rope Skipping, der har vundet to VM-medaljer, spreder jubel i Gug Gymnastikforening.

Simone Rafn, der er formand i Gug Gymnastikforening, er utroligt glad på foreningens og gymnasternes vegne.

– Først og fremmest skal der lyde en kæmpe cadeau til dem. Det er virkelig flot. Det gør, at vores børn og unge har nogle eliteudøvere at se op til, da det også er vores elitegymnaster, der træner vores børn og unge.

De store resultater fra elitegymnasterne i rope skipping har også været med til at lokke flere til Gug Gymnastikforening for at prøve kræfter med sporten.

– Vi har allerede set gennem det sidste års tid, at den øgede omtale i medierne har lokket flere til herude. De kender jo allerede sporten fra skolegården.

Thea Freyvall Jonassen var med til at vinde begge VM-medaljer. Hun startede selv som seksårig til rope skipping, efter at have set Gug Rope Skipping Team lave en opvisning.

– Dengang syntes jeg, at de var de sejeste i verden, så jeg ville også bare være ligesom dem. Det var en af grundene til, at jeg startede, så det er fedt, at jeg nu kan være den, der inspirerer nogen til at begynde, fortæller Thea Freyvall Jonassen.

Simone Rafn fortæller, at det er mange års opbygning, der har skabt elitemiljøet i rope skipping.

– At vi er lykkedes med at opbygge det her elitemiljø, skyldes også den store opbakning fra forældre og vores øvrige netværk. Det er en nichesport, så vi er afhængige af de frivillige kræfter.

Normalt plejer Gug Gymnastikforening at stå klar i lufthavnen med flag og fejring, når gymnasterne kommer hjem med store resultater, men sådan bliver det ikke denne gang.

– Nu er de jo helt ovre i Japan, så der er flere, der også bruger konkurrencen derovre som en anledning til at rejse rundt og udforske landet. Så vi må finde på noget fejring, når alle er kommet hjem igen, fortæller Simone Rafn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste