Billede beskrivelse

For fjerde år i træk gør Sebastian noget helt unikt i juletiden

17. november 2025 kl. 11.04

AALBORG: Han er allerede booket i flere weekender i december.

Han kan også se frem til, at 24. december i år bliver travl. 

Det var den i hvert fald sidste år, hvor Sebastian Mysagers julemandsordning var meget populær. 

Her havde han 18 forskellige adresser, han skulle besøge på selve juleaftensdag.

Han regner med at nå nogenlunde samme antal i år. 

Sebastian er til daglig salgsleder i Biltema i Skalborg, men er meget rejsende i sit arbejde - og har derfor også en vis fleksibilitet i sin arbejdsplan. 

- Jeg plejer at være af sted fra cirka klokken otte om morgenen og være hjemme igen en 11-12 timer senere, forklarer Sebastian Mysager. 

Han har siden 2022 været omrejsende som julemand i Aalborg og omegn.

Og i år gør han det altså igen. 

Billede beskrivelse

- Giver mig et kick

Selv fejrer han det, han betegner som "en klassisk jul". 

Familien er også helt med på præmissen om, at Sebastian Mysager først og fremmest er julemand, når den helt store juledag oprinder. 

- Vi plejer alligevel først at spise efter kl. 20, så at jeg først er lidt sent hjemme, er ikke noget problem, forklarer han. 

Han kom selv på idéen dengang i 2022, da han første gang - helt frivilligt - tilbød at komme ud til folk som julemand. 

- Jeg har altid været et spontant menneske og har altid søgt, at der skulle ske noget. Det startede med et skrabet julemandssæt fra Harald Nyborg, og så har det ellers taget fart derfra, siger han og tilføjer: 

- Det giver mig et kick at komme ud som julemand. Det er udfordrende, og man ved ikke helt, hvad man kommer ud til, og der er ikke to besøg, der er ens. Men den primære årsag er selvfølgelig at glæde en masse familier og børn. 

Skal du bruge en julemand i løbet af december - og vil i kontakt med Sebastian Mysager - kan du læse mere i hans Facebook-opslag nedenfor. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste