Fødselsdag i det kreative åndehul: - Det er svært at begrænse sig
AALBORG. I et år nu har skabertrængende aalborgensere kunne folde sig ud med ler, glasur og drejeskiver i keramikværkstedet Lervaerk.
- Det er gået over forventning, slår Lotte Legarth, der står bag Lervaerk, fast.
- Folk er rigtig positive. Og kommer tilbage.
Den 14. februar 2025 kunne Lotte Legarth for første gang slå dørene op til Lervaerk i baggården i Algade.
I den gamle skolebygning, som lervaerket holder til i, er der mulighed for at lave det meste i ler.
Hvis man ikke vil dreje sit ler, kan man kvætse en kop i en form. Hvis det heller ikke lige er sagen, kan man male et krus eller en skål, der allerede er formet.
Det kreative åndehul blev til, fordi Lotte synes, der manglede et sted som dette i bybilledet.
- Jeg kunne se, der var et hul. Der var ikke rigtig andre steder, hvor man kunne droppe ind og låne en drejeskive. Jeg kunne se, at folk ville gerne lidt mere ler, lidt mere glasur, lidt mere drejeskive.
I løbet af det seneste år har Lervaerk haft besøg af en broget skare af folk, der gerne vil lave eller male deres eget keramik. Det er både mænd og kvinder, firmaer og private.
- Man kan sidde og have en seriøs samtale, imens man laver noget med hænderne. Det er bare en fed måde at være sammen på. Det er måske i virkeligheden også en god måde at lære hinanden anderledes at kende på.
Selvom det kan virke intimiderende for nogen, så har Lotte Legarth også en mission om at vise, at det ikke behøver være svært at lave keramik fra bunden.
- Man kan få noget rigtig fint med hjem, selvom man ikke har prøvet det før.
Fremtidsplanerne for Lervaerket er også klare for Lotte Legarth. Der skal være flere muligheder, flere glasurer, mere ler.
- Vi prøver hele tiden at få noget nyt. Det er svært at begrænse sig, når først man begynder. Det kommer til at blive svært at finde plads.
Samtidig med, at Lotte Legarth gerne vil give sin kunder flere muligheder, så er hun også klar over, at det kan blive for stort.
- Jeg synes ikke, det skal være sådan en fabrik. Jeg kan godt lide, at det er småt og hyggeligt. Jeg vil ikke have, at det bliver sådan et sted, hvor der skal en masse igennem, i stedet for at det skal være kvalitet.
Og hvis du aldrig har prøvet at lave keramik før, så har Lotte Legarth en klar opfordring til dig:
- Så burde du simpelthen gøre det!
- Det er fedt at skabe noget med hænderne. Man tænker på en anden måde, når man har noget i hænderne. Det er fedt at være kreativ, det synes de fleste efterhånden.