Billede beskrivelse

Et varmt familiesamarbejde: Spreder juleglæde ved at forære juletræer væk

18. december 2025 kl. 19.02

AALBORG: Julen er hjerternes fest.

Julen er en tid, hvor det kristne budskab om næstekærlighed kommer til sin ret, da en stor del af julen handler om at give.

Det er et budskab, som Peter Kristensen og rengøringsfirmaet Den Rene Linie har taget til sig.

Da Rene Gregersen og Mette Gregersen fra Den Rene Linie blev kontaktet af deres søns svigerfar, Peter Kristensen, slog de hurtigt til.

Peter Kristensen driver en juletræsplantage i Brønderslev.

– Han fortalte os, at der var en handel, der var gået i vasken, så han stod pludselig med en masse træer, der bare skulle smides væk, fortæller Rene Gregersen.

Peter Kristensen kontaktede Mette Gregersen og Rene Gregersen, da de har et stort netværk, så de på den måde kunne hjælpe med at få givet de mange juletræer væk.

En økonomisk svær tid

– Det kniber økonomisk for mange folk, så vi tænkte, at det ville være en god gestus at donere juletræerne væk, fortæller Rene Gregersen.

Derfor sprang de spontant til.

Herefter kontaktede Rene Gregersen og Mette Gregersen nogle af de velgørende organisationer, som Den Rene Linie i forvejen samarbejder med.

– Det var lidt for sent til, at det kunne lade sig gøre, så derfor har vi besluttet, at man bare kan afhente juletræerne ved os, fortæller Rene Gregersen.

Derfor lavede parret et opslag på Den Rene Linies facebookside, hvor de skriver, at man kvit og frit kan afhente et juletræ.

Er man interesseret i et gratis juletræ, kan man afhente det ved Hobrovej 102 i Aalborg.

Billede beskrivelse

Man behøver ikke at kontakte Den Rene Linie, inden man afhenter træet.

– Træerne er beregnet til dem, der står i en økonomisk svær situation. Det skal ikke misbruges, fortæller Mette Gregersen.

Har man ikke bil, kan man også ringe til 40 36 33 88 og lave en aftale.

– Hvis man har få midler, har man som regel heller ikke bil. Derfor har vi indgået en aftale med vores søn om, at han kan bringe juletræet ud, hvis man ikke selv har mulighed for at hente det. I hvert fald hvis man bor her i Aalborg-området, fortæller Mette Gregersen.

I første omgang er der blevet leveret 35 juletræer ved Den Rene Linie på Hobrovej, men der er flere på vej.

Parret fortæller, at de er varme om hjertet med velgørende formål, og de håber derfor, at juletræerne kan være med til at sprede juleglæde.

– Der er lige kommet et læs mere her til morgen, så vi er oppe på 70 træer nu, og vi har fået at vide, at der er flere, hvor de kommer fra, fortæller Rene Gregersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste