Et år med højdepunkter for Jan og Lakridspizza: - Jeg har skullet lære alt
AALBORG: Musikken spiller på Nørregade 17B.
Det har den snart gjort i et år.
28. november er det et år siden, Lakridspizza slog dørene op - et år, der har været over al forventning for Jan M. Jensen, der er indehaver af pladebutikken.
- Jeg ved slet ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg havde håbet, at folk ville være interesserede, og det må man sige, at de har været, fortæller Jan M. Jensen.
Fra musikchef til butiksindehaver
Inden Jan M. Jensen åbnede Lakridspizza, var han i mange år musikchef på ANR.
Han havde derfor en stor viden om musik, men han har alligevel lært en hel del i løbet af det sidste års tid.
- Det er også noget andet musik, der sælger i en pladebutik, end det der bliver spillet på ANR, så jeg har skullet sætte mig ind i meget. Det er jo heavy metal, hiphop og jazz, der sælger. Jeg vidste intet om jazz - nu ved jeg lidt om jazz.
Udover musikken er der meget at sætte sig ind i, når man driver en selvstændig forretning.
- Det har været en stejl læringskurve, da jeg har kastet mig ud i noget, hvor jeg er helt grøn. Jeg har skullet lære alt, fortæller Jan M. Jensen.
Han har fået stor hjælp af familie og samarbejdspartnere til at lykkes med at få Lakridspizza op at stå.
Selvom Jan M. Jensen ikke er helt alene om at drive butikken, har han mange kasketter på. Som han selv siger, består arbejdet af alt fra pedel til direktør.
Han står blandt andet for SoMe, regnskab og meget mere.
- Det er jo ikke bare at købe nogle plader og så sætte sig ned og sælge dem. Der er virkelig mange ting, man skal sætte sig ind i, fortæller Jan M. Jensen.
Et år med højdepunkter
- Åbningen sidste november var jo fuldstændig mindblowing sindssyg i de seks timer, jeg holdt åbent. Det var ikke til at se gulvet for mennesker, fortæller Jan M. Jensen.
Åbningsdagen sidste år lå dagen før Black Friday, og kort tid efter gik julesalget for alvor i gang.
Frem mod jul havde Lakridspizza åbent alle dage.
- Det var 26 dage i træk. Jeg var helt ny i det, og jeg havde blandt andet ikke min database klar, så der var meget, der foregik manuelt.
Derudover fremhæver Jan M. Jensen også branchens årlige ”Record Store Day”, der ligger i april.
- Den dag udkommer der nogle særlige plader, som man kun kan købe i pladebutikker. Jeg havde blandt andet en far og en datter, der stod klar foran butikken siden klokken halv fire om natten for at få fat i Taylor Swifts nye single.
Jan M. Jensen forsøger også at få lavet arrangementer i Lakridspizza, som kan hive nogle mennesker ned i butikken og skabe en oplevelse.
I marts havde han Peter Sommer nede i butikken.
- Jeg har jo opbygget et netværk i musikbranchen. Universals radioansvarlige ringede til mig og fortalte, at Peter Sommer havde sagt, at han gerne ville forbi den nye pladebutik i Aalborg.
Nede i butikken signerede Peter Sommer plader og tog selfies med folk, der lagde vejen forbi.
Efter tre kvarters tid tog Peter Sommer tilbage til Skråen, hvor han skulle spille senere samme dag.
Udover Peter Sommer er der også flere lokale artister, der har lagt vejen forbi butikken.
Jan M. Jensen vil gerne gøre noget for de lokale artister, så han har også en hylde, hvor der kun står plader fra byens kunstnere.
- Jeg føler mig forpligtet til at hjælpe dem. Det er jo en lille bitte ting for mig, men det betyder meget for dem.
Vinylens renæssance
I løbet af de seneste år er vinylplader blevet moderne igen.
- Det er jo en modreaktion til ”brug og smid væk”-kulturen. Når man streamer musik, kan man bare skippe de numre, man ikke vil høre. Når man sætter en plade på, hører man musikken i den rækkefølge, som kunstneren har besluttet. Man hører et værk.
Jan M. Jensen sammenligner pladespilleren med at tage i sommerhus og lægge telefonen fra sig. Man går offline og lytter til noget analogt.
- Men det er jo helt vildt, at det er kommet igen. Der var jo ikke nogen, der i sin vildeste fantasi havde troet, at vinylen kom igen.
Jan M. Jensen forventer også, at det næste stykke tid frem mod jul bliver travlt.
- Sidste år var vild, men nu er der flere, der har fået kendskab til butikken, så jeg forventer, at december bliver mere massiv i år, fortæller Jan M. Jensen.
28. november kan Lakridspizza fejre 1-års fødselsdag - samme dag som Black Friday.