Et år efter X Factor: Sådan går det dem i dag
AALBORG: X Factor er tilbage og ruller igen over de danske tv-skærme – klar til at skabe nye stjernedrømme.
Talentshowet har gennem årene sendt flere nordjyske talenter ud i rampelyset.
Sidste år var det blandt andet gruppen 9000 Håb, bestående af Gustav Kappel, Magnus Fløe Simonsen og Nikolaj Lange Sørensen fra Aalborg.
Bandet gik hele vejen til finalen og vendte hjem med en flot andenplads.
Nu er der snart gået et år, siden X Factor-eventyret begyndte – og vi har taget en snak med de unge mænd for at høre, hvor de er i dag.
Fra Aalborg til finalen
Hele X Factor-eventyret startede hjemme i en lejlighed i Aalborg, hvor drengene spontant besluttede sig for at stille op i talentshowet.
De startede under gruppenavnet Superliga, men skiftede det hurtigt til 9000 Håb – en lille hilsen til hjembyen.
Gruppen strøg igennem liveshows og fik undervejs stor ros for deres dedikation.
– Deres arbejdsmoral får Caroline Wozniacki til at ligne Dovne Robert, sagde Simon Kvamm.
Hverdagen efter X Factor
I finalen stod de over for Leslie og tog en velfortjent andenplads med hjem – og derefter gik turen tilbage til Aalborg.
– Selvom X Factor var det fedeste nogensinde, så skulle man også lige have lov til at blive sig selv igen efter finalen, siger Nikolaj.
– Der var det der vakuum, hvor man lige skal falde lidt ned, fortæller Magnus.
Efter at have fundet fodfæste igen, stod den på koncerter.
– Vi har spillet meget i Aalborg – vi har spillet på Gabels Torv, i Karolinelunden, og så har vi spillet i Blokhus, Nyborg og senest i Brønderslev her i januar, fortæller Nikolaj.
– Her har vi spillet de sange, som vi optrådte med i X Factor, og vi har også bygget lidt ekstra sange på undervejs, tilføjer Magnus.
Her er de i dag
I dag er drengene spredt ud over landet.
Gustav er flyttet tilbage til Sjælland, hvor han oprindeligt kommer fra. Magnus er flyttet til Aarhus og er begyndt på daghøjskole som forberedelse til Filmskolen. Nikolaj bor stadig i Aalborg og planlægger at søge ind på Musikvidenskab på Aalborg Universitet til sommer.
Men selvom hverdagen har ændret sig, mødes de stadig i Aalborg og indspiller musik sammen.
Og snart er de klar med den spritnye single 'Er du fuld af håb?', som er lige på trapperne.