Else fejrer 50 års-jubilæum: Gennem tiden er det blevet til flere tusinde stykker smørrebrød
AALBORG: Hun er fra en tid, hvor man tiltalte kunderne ved fru, frøken og hr.
Else Dahl Wittrup har siden 1975 arbejdet i Salling Group - de 49 af dem i Bilka Skalborg - og derfor kan hun 30. oktober fejre 50 års-jubilæum som smørrebrødsjomfru i Salling Group.
Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.
- Det er et dejligt sted at komme. Jeg er altid glad, når jeg går på arbejde. Og vi har haft det virkelig sjovt gennem årene. Jeg kan huske, at når vi før i tiden havde nogle af vores virkelig travle dage, hvor det var gået rigtig godt, så sluttede vi altid dagen af med at få et godt glas hvid portvin og et stykke lækker chokolade til. Det var jo en helt anden tid dengang end i dag, fortæller Else Dahl Wittrup.
Hun startede som medhjælper i Bilka Skalborgs bistro og gik siden i lære som smørrebrødsjomfru.
Den rolle har hun udfyldt lige siden - med en enkelt afstikker til Salling Aalborg. Så gennem tiden er det blevet til mange tusinde stykker smørrebrød.
- Vi lavede rigtig meget smørrebrød dengang og en masse forskellige varme retter. Vi lavede alt fra bunden, fortæller Else Dahl Wittrup, der i dag er 67 år.
Dennis Hovalt Nielsen, der er Elses nærmeste leder, beskriver sin loyale og mangeårige medarbejder som én, der har "sat sit særlige aftryk på varehuset i Skalborg".
- Else har gennem alle årene udvist stor fleksibilitet og professionalisme. Hun har en stor interesse for forretningen og sætter altid overliggeren højt. Der er ingen tvivl om, at hun gerne deler ud af sin brede erfaring, og hun er meget vellidt af både kunder og kolleger - som altid bliver mødt af et stort smil. Alle føler sig velkomne og imødekommet, når de møder Else, og hun skaber altid en god stemning omkring sig. Samtidig er Else social og god til at følge med tiden og holde sig ung, siger han.
Else Dahl Wittrup har officielt sit 50 års-jubilæum 27. oktober, men bliver fejret torsdag 30. oktober.
Her bliver hun - som traditionen i Salling Group foreskriver det - hentet i bil på sin bopæl af sin nærmeste leder og varehuschefen i Bilka Skalborg.
Herefter venter der fejring med kollegerne i Skalborg.
Dertil kommer, at Else Dahl Wittrup 21. november får overrakt en medalje af Kong Frederik.