Billede beskrivelse

Derfor stiller Frida og hendes kunstner-venner op til Aalborg Halvmarathon

17. december 2023 kl. 10.02
Opdateret 18. december 2023 kl. 11.06

At skyde sommeren i gang med at løbe et halvmaraton er ikke noget aalborgenseren Frida Stiil Vium plejer at gøre. Men til sommer er det præcis, hvad hun skal. Hun stiller nemlig op til Aalborg Halvmaraton og skal for første gang i sit liv løbe den 21km lange distance.

- Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har løbet en tur. Altså, jeg dyrker sport, men ikke løb, så jeg skal træne op, fortæller en grinende Frida i telefonen.

Idéen kom med kunsten

Idéen om at løbe et halvmaraton er ikke noget, der bare er opstået ud af det blå. Frida, der også er kendt under kunstnernavnet Projekt NADA, er nemlig udvalgt til at designe medaljen til næste års halvmaraton.

Billede beskrivelse

Hun synes, det var oplagt også at vise, at hun har mod på at deltage i løbet, selvom hun ikke er en løber.

- Altså bare fordi man ikke har gjort noget før, kan man godt prøve det alligevel, forklarer hun.

Det budskab vil Frida gerne dele med andre. Og faktisk er hun allerede lykkes med det. Frida kommer nemlig ikke til at deltage i løbet alene. 

Med sig tager hun en håndfuld kunstnere fra det store kunstnerfællesskab North Urban Art Studio, som hun er medstifter af. Og heller ingen af dem har erfaring med løb.

- Altså jeg ved, at vi højst sandsynligt kommer til at træne op både hver især, men også sammen. Og så har DGI faktisk tilbudt, at de vil lave sådan en løbeplan til mig, siger Frida i en munter tone.

Alle kan være med

Løbet favner bredt, for det er ikke bare Aalborg Halvmarathons 21km distance, man kan vælge at løbe. Der er også en kortere rute på 10km. 

Man kan også stille op til de to distancer som deltager i WALKin Nordjylland, hvor man går ruten i stedet for at løbe den. 

Billede beskrivelse

Og sidst men ikke mindst har DGI som noget nyt valgt at introducere et mini-halvmarathon på 2,1km, der henvender sig til børnefamilier og andre for hvem den distance er mere passende.

På den måde har de fleste mulighed for at være en del af begivenheden i år.

Se også
Her er datoen for Aalborg Halvmarathon og WALKin Nordjylland

Deltag i Aalborg Halvmarathon

Vil du også være med i løbet og få fingrene i en af de flotte medaljer designet af Projekt NADA, så kan du tilmelde dig lige HER

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste