Seneste nyt
Billede beskrivelse

Bypedel Jonna gør en forskel i Aalborgs gader

19. juli 2026 kl. 06.03

AALBORG: For de fleste er et cigaretskod ved kantstenen bare endnu et stykke affald, men for Jonna Poulsen er det en opgave, der skal løses.

Med kost og fejeskovl går hun roligt gennem Christiansgade og videre mod Steen Blichers Gade. Blikket søger hele tiden mod fortovet og de små kroge, hvor affald let gemmer sig.

- Man skal have et skarpt øje, siger hun.

Billede beskrivelse

Siden 2019 har Jonna været bypedel i Aalborg. En gang om ugen går hun en fast rute, hvor hun samler affald og er med til at holde byen pæn. Det er et arbejde, hun er stolt af.

- Jeg hygger mig med det.

Hun går målrettet, men der er også tid til et smil og en hilsen.

Billede beskrivelse

- Mange hilser og siger godt gået. Det er dejligt, at de gør det, fortæller Jonna.

Selv om arbejdet kan virke enkelt, kræver det både tålmodighed og grundighed.

- Grundighed kommer man længst med.

Billede beskrivelse

Hun stopper flere gange undervejs for at samle små stykker papir og cigaretskod op. Det er ofte de ting, andre ikke lægger mærke til, som fanger hendes blik.

Om sommeren bliver opgaven større. De mange besøgende i Aalborg skaber liv i gaderne, men efterlader også mere affald.

- Her om sommeren kommer der turister, og vi skal gøre byen flot, så de får lyst til at komme tilbage.

Også efter Aalborg Karneval er der ekstra travlt.

- Vi finder stadig rester fra karneval, og efter karneval er der virkelig beskidt.

Billede beskrivelse

Vejret ændrer ikke meget på arbejdsdagen.

- Vi kommer ud i al slags vejr, siger Jonna.

Jonna er en del af bypedelordningen, som drives af Kofoeds Skole og Kirkens Korshær i samarbejde med Aalborg Kommune. 

I alt er der otte bypedeller, som hjælper med at holde udvalgte områder i Aalborg og Nørresundby rene.

Billede beskrivelse

Ordningen har eksisteret i syv år og giver borgere, der er visiteret til det sociale frikort, mulighed for at arbejde nogle timer om ugen. 

Målet er både at holde byen ren og give deltagerne mulighed for at tage ansvar og være en aktiv del af lokalsamfundet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste