Billede beskrivelse

Børge og Tage fejrede 80 år i fodboldens fællesskaber

17. april 2025 kl. 14.01

Det er præcis 80 år siden, at 86-årige Børge Hurup og 87-årige Tage Sørensen startede med at spille fodbold i RKG. 

Det blev markeret i forbindelse med forårsfesten i RKG’s fodboldafdeling - en fest der havde 64 deltagere. 

Børge og Tage startede begge som miniputter i 1945 som 7-årige og har siden fulgt hinanden på samme hold op gennem alderen.

De toppede begge som spillere på klubbens bedste hold i serie 1. 

Da de også gik i samme klasse i skolen fra 1. til 7. klasse, har der været tale om et usædvanligt parforløb.

Efter seniorårene blev det til flere landsmesterskaber hos DGI i indendørsfodbold for Oldboys, for her var Klarup meget stærkt kørende i en længere årrække - blandt andet som følge af de to jubilarer.

Engageret frivillig

Tage Sørensen, der har to døtre, har foruden den lange fodboldkarriere også været med i klubbens spilleudvalg og i bestyrelsen i en årrække.

Derudover har han i tre år været træner for det bedste herreseniorhold, hvor det blev til en oprykning fra serie 3 til serie 2. 

Da Tage er udlært bygningssnedker og har arbejdet i en meget lang årrække hos Færch & Co i Aalborg, har han også ordnet en lang række opgaver som den praktiske håndværker i klubben. 

Udover trænerjobbet på hjemmebanen i Klarup har Tage Sørensen i ikke mindre end 13 år som træner været med til at få en slagkraftig dameafdeling op at stå i Vejgaard Boldklub.

Lige så er det blevet til tre år som træner for damerne i Gudumholm IF. 

Derfor har det naturligvis været en stor fornøjelse for Tage at følge sine to døtre, for den ene har spillet på et jysk unionshold.

Landmand og lastbilchauffør

Børge Hurup, der har to sønner, har også været medlem af bestyrelsen i Klarup og været fodboldtræner efter den lange aktive karriere.

Han var blandt andet med til at starte damefodbolden op i Klarup i 1970, hvor der var omkring 30 damer til træning på én gang. 

Børge har imidlertid også trænet drengehold, og fra hans egen karriere i ungdomsårene husker han i en alder af omkring 14 år specielt en ugelang tur til venskabsklubben i Svendborg i 1952.

Det daglige arbejde for Børge Hurup var de første år at være landmand i hjembyen, og derefter blev det til 18 år som lastbilchauffør i Aalborg, inden han kom til vejvæsenet og var med til at rydde sne i nogle år. 

Hans to sønner nåede begge omkring 125 kampe på Klarups førstehold hos seniorerne, inden de fortsatte karrieren i henholdsvis Nibe og Hjallerup, hvor børnebørnene dyrker henholdsvis fodbold og håndbold.

De er begge enige om, at uden den store opbakning hjemmefra af børn og kone, var det aldrig gået.

I dag ser de meget fodbold eller håndbold for at bakke op om børnebørn og oldebørn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste