Beredskabet rykkede ud til børnehave

24. september 2025 kl. 19.01

FERSLEV: Onsdag formiddag bimlede og bamlede det med sirener og udrykning hos Børnehaven Rævedalsvej i Ferslev.

Heldigvis var der ingen fare på færde – børnehaven markerede blot deres svar på uniform-på-job-dag.

Hvad er uniform-på-jobbet-dag?

Uniform-på-jobbet-dag er en hyldest til alle Danmarks reservister og frivillige.

Dagen markeres sidste onsdag i september, hvor alle reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten inviteres til at bære deres uniform på job eller studie.

Dagen er til for at gøre det synligt, hvor mange der gør en ekstra indsats for, at vi i Danmark kan have et trygt samfund.

Ifølge Forsvaret.dk har vi omkring 3.000 reservister, der har en rådighedskontrakt med Forsvaret, Hjemmeværnet eller Beredskabsstyrelsen. Hjemmeværnet har omkring 43.000 frivillige, hvoraf cirka 13.000 er aktive. Der er omkring 450 frivillige i Beredskabsstyrelsen, og omkring 200 frivillige i Kystredningstjenesten.

Kilde: Forsvaret.dk

Her fik børnene lov til at møde de mennesker, der til daglig hjælper os, når noget går galt.

Blå blink og store køretøjer

En politibetjent, en brandmand og folk fra Forsvaret havde taget turen forbi børnehaven– og de kom ikke tomhændede.

Med sig havde de både politibil, brandbil, pansret mandskabsvogn og en terrængående lastbil.

Og herfra var der ellers fri leg for børnene, som fik lov til at kravle rundt i bilerne, tænde sirener og prøve brandslanger.

Spørgelysten var stor, og de uniformerede gæster måtte både forklare, demonstrere og smile sig igennem en hel strøm af børne-”hvorfor’er”.

Menneskene bag

Det er børnehavens egen pædagog Sara Hemmingsen, der sidste år fik idéen til beredskabsdagen.

– Jeg er så heldig at have Sara Hemmingsen ansat her, som er frivillig i Hjemmeværnet, og det er hende, der har fået alt dette stablet på benene, fortæller pædagogisk leder Pia Meling Christensen.

Billede beskrivelse

– Sidste år holdt vi også beredskabsdag, og det var en kæmpe succes, som børnene snakkede og refererede til lang tid efter. Så derfor har vi igen arrangeret sådan en dag, fortæller pædagogisk leder Pia Meling Christensen.

Og selvfølgelig var Sara Hemmingsen i dagens anledning selv mødt op i uniform – til stor beundring for børnene.

Formålet med dagen var ikke kun sjov og leg, men også at vække børnenes nysgerrighed på, hvem der gemmer sig bag uniformerne, og hvordan de kan hjælpe os i hverdagen. Samtidig var det en anledning til, at de hver især med deres evner og deres indsats kan bidrage positivt og hjælpe i hverdagen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste