Billede beskrivelse

Basket-venner kan stadig: Anders og Gamle Jarl er med blandt de bedste i DM-ugen

27. juni 2025 kl. 20.01

De har i fællesskab ført Aalborg Vikings op i den bedste, danske basketball-række. 

Men det er efterhånden ved at være mere end et årti siden. 

Glæden ved basketball har Anders Schou fra Aalborg og hans tre kammerater dog langt fra glemt - eller gemt væk. 

I denne weekend deltager de i 3x3-basketball ved DM-ugen på havnen - og repræsenterer dermed Aalborg på fornemmeste vis. 

- Det er en god måde for os til at dyrke fællesskabet mellem os, fortæller Anders Schou Ligeher.nu, da vi fanger ham efter den første af tre gruppespilskampe.

Den har "Gamle Jarl" - som fireenigheden kalder sig - vundet. Endda komfortabelt. 

- Vi kommer fra et eliteniveau, så vi ved godt, hvad der skal ske, for at man kan præstere, understreger Anders Schou, inden han også kommer med en indrømmelse: 

- Vi ved godt, at det kan blive svært for os, fordi modstanderne er meget yngre, end vi er.

Helt konkret er Gamle Jarls gennemsnitsalder over 40 år - og uden at vi her på Ligeher.nu har tjekket alderen på alle øvrige trupper til 3x3-basketball, tør vi godt konstatere, at Gamle Jarl er, ja, gamle. 

Og det har sine helt naturlige følger, forklarer Anders Schou. 

- Vi skal varme op - de andre går bare ind og spiller. Det er vigtigt for os at få varme i kroppen - men når først kampen er fløjtet op, og bolden ruller, så er vi der også. Så spiller vi for at vinde, og konkurrencegenet tager over.

Billede beskrivelse

Mange år i eliten

Anders, Lasse, Christian og Jeppe har spillet sammen i 25 år - mange af dem på eliteniveau sammen med Aalborg Vikings. 

Om det er nok til at tage Gamle Jarl helt til toppen af konkurrencen ved DM-ugen, tør Anders Schou ikke at spå om. 

Men han har allerede lagt en plan for, hvordan de slipper videre fra næste runde efter gruppespillet. 

- Vi håber på ikke at skulle møde 1'eren fra den anden pulje i kvartfinalen, og så må vi se, hvor langt det kan række.

Fredag aften har Gamle Jarl været igennem to af tre gruppespilskampe. 

Det er endt med én sejr og ét nederlag. 

Du kan følge alderspræsidenternes formåen på 3x3-basketballbanen via linket her - eller troppe op på Honnorkøjen og se Anders Schou og kompagni live i løbet af lørdagen. 

Her spiller Gamle Jarl sidste gruppespilskamp kl. 11:20, inden lørdag eftermiddag og aften byder på knockout-kampe - og potentielt en finale. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste