Anne fejrer det første år med høvdingebold i Vestbyen: - Vi hygger os helt vildt
AALBORG: Du husker det garanteret fra din tid i folkeskolen - eller som en aktivitet i fritidscenteret ud på eftermiddagen.
Høvdingebold er og var en sikker vinder i gamle dage, når der skulle dystes i hold- og kastesport.
I Frejahallen på Annebergvej mødes en flok mennesker imidlertid hver onsdag for at ruske op i minderne - og vende tilbage til en simplere tid med hygge, sjov og leg.
Her står Anne Gregersen i spidsen for et relativt nyt initiativ i Aalborg Freja-regi - nemlig høvdingebold for voksne.
Vi møder hende - og en større gruppe veloplagte deltagere - en onsdag aften i Frejahallen.
Og konceptet er egentlig ligetil.
- Vi starter med et kvarters opvarmning, så deler vi os ellers op i hold og spiller i en time, og så slutter vi af med et kvarter nedvarmning, fortæller Anne Gregersen.
Fødselsdagsfejring
Denne onsdag er programmet dog udvidet en smule.
Høvdingeboldholdet kan nemlig fejre, at man har eksisteret i et år - og på den tid har man samlet 30 til 40 medlemmer på holdet.
- Høvdingebold er bare en fed måde at bruge sig selv og kroppen på, og vi mødes mest af alt for at bevæge os og hygge os. Det sociale er mindst lige så vigtigt som dét at røre sig.
Anne Gregersen er oprindeligt fra Vestbyen, men har tidligere i en årrække boet i Silkeborg.
Det var netop her, hun selv fik øjnene op for høvdingeboldspillet.
Og da hun så drog retur for at studere i sin fødeby, var hun helt overbevist om, at høvdingebolden også skulle følge med.
- Jeg bliver drevet af at få ting til at ske - og at få folk til at mødes om en aktivitet. Det er megafedt at kunne samles om en god omgang høvdingebold, og så hygger vi os helt vildt, siger hun.
I princippet er alle velkomne til at deltage del i legen hver onsdag i Frejahallen.
Det kræver dog en vis fysik at være med i spillet, så aldersgrænsen er sat ved 16 år og opefter.
Både mænd og kvinder kan deltage - uanset om man er ung eller knap så ung, tilføjer Anne Gregersen.
Høvdingeboldholdet i Frejahallen træner hver onsdag kl. 19:30 og mellem en time til halvanden frem.
Du finder mere information om holdet, tilmelding og meget andet høvdingeboldrelateret på Aalborg Frejas hjemmeside.