Aalborgs tidligere borgmester er blevet gift: - Jeg er bare megalykkelig
Parret blev viet på rådhuset i Aalborg lørdag
Lykønskningerne strømmer ind her dagen derpå, hvor Aalborgs tidligere borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, netop har skrevet på Facebook, at han i går blev gift med Kristine Klitgaard.
- Jeg er bare megalykkelig over, at Kristine gav mig sit ja på rådhuset i går. Livet er skønt - særligt når man kan dele det med en man virkelig holder af. Nu starter et nyt kapitel i vores liv og det føles HELT rigtigt, skriver han.
Det var tilbage i marts sidste år, den daværende borgmester offentliggjorde, at parret skulle giftes.
- Det er en stor lykke for os begge at sige ja til hinanden og bekræfte kærligheden, skrev han blandt andet på Facebook.
- Kristine og jeg har oplevet meget sammen, både i modgang og medgang. Det at have et menneske i mit liv, som altid er der for mig og som jeg elsker så højt, gjorde at jeg ikke var i tvivl om, at jeg har lyst til at dele resten af mit liv med hende.
Thomas Kastrup-Larsen har tidligere været gift og har tre børn fra sit tidligere ægteskab.
Han er i dag direktør for det erhvervsrettede uddannelsesområde på Professionshøjskolen UCN.