Aalborgs eget karneval - sådan blev det til
AALBORG/SKØRPING: Siden 1983 har Aalborg Karneval fyldt gaderne med farverige kostumer, musik, glade mennesker og imponerende karnevalsvogne forår efter forår.
Men hvordan blev gadefesten en fast tradition i Aalborg, og hvem kan vi takke for, at den stadig lever?
En af dem er 76-årige Hans Rønnau fra Skørping, som var formand i 27 år. Vi har talt med ham om, hvordan festen voksede fra en idé til et af Aalborgs største arrangementer.
Aalborg får sit eget karneval
Det første Aalborg Karneval fandt sted i maj 1983 – dengang hed det Karneval i Aalborg.
En gruppe aalborgensere fandt inspiration fra karnevallet i København – blandt andre Bramwell Flyckt – og tænkte: "Det skal vi også have i Aalborg."
Og det fik de.
Her deltog mellem 5.000 og 10.000 udklædte mennesker i begivenheden, som dengang blev afholdt på C.W. Obels Plads og Gammeltorv.
Derefter voksede festen år for år.
Nye kræfter
Efter karnevallet i 1986 blev det klart, at arrangementet ikke kunne fortsætte som før.
Festen hang i en tynd tråd, og nye kræfter måtte til.
- Pludselig stødte man på problemer. Dels hvem der ville drive det – det var jo et kæmpe arbejde. Dels var økonomien nærmest umulig, fortæller Hans Rønnau.
Det var her, Hans Rønnau kom ind i billedet, som dengang var leder af fritidscenteret Højvang i Svenstrup.
Sammen med andre fra de store fritidscentre i Aalborg blev han spurgt af kulturrådmanden, om de ville hjælpe med at drive karnevallet.
- Jeg var lidt skeptisk. Jeg havde jo været inde at se lidt på det, og foreningen havde jo ingen penge.
Alligevel sagde han ja – sammen med en gruppe andre – og sammen fik de vendt skuden.
Festen rykker i Kildeparken
En af de store ændringer, som den nye arrangørgruppe foretog, var at flytte karnevallet ud af midtbyen.
Torvene var simpelthen blevet for trange, sikkerhedsmæssigt var det for farligt at holde det inde i byen, og derudover gjorde placeringen det også svært at tjene penge.
I 1989 blev karnevalsfesten derfor flyttet til Kildeparken.
- Det skal jeg da love for ændrede det, og lige pludselig blev karnevallet stort, fortæller Hans Rønnau.
Her kunne man tage entré og dermed tjene penge til at udvikle arrangementet.
- Det år, vi flyttede til Kildeparken første gang, røg omsætningen op på 300.000, og det var altså mange penge dengang. Det gjorde, at vi pludselig kunne have nogle bedre faciliteter.
Det bliver internationalt
Hans Rønnau og Bramwell Flyckt fortsatte som et solidt makkerpar gennem mange år i karnevallet.
- Vi blev de to alfahanner, der brød barrierer og skabte nye aktiviteter, siger Hans Rønnau.
Sammen tog de ud i verden, besøgte andre karnevaller og fandt inspiration og ny viden, som de tog med hjem.
Derudover meldte de sig også ind i den internationale karnevalsgruppe, FECC.
- At melde sig ind i sådan en gruppe var ikke noget, som man bare lige gjorde. Men Bramwell og jeg insisterede på, at det skulle vi, fortæller Hans Rønnau.
Og det viste sig at give pote. Karnevalsgruppen gav nemlig Aalborg Karneval kontakter i hele verden.
I 1992 blev den internationale kongres for FECC afholdt i Aalborg. Det betød, at en masse internationale karnevalister kom til byen.
- Kongressen foregik over fire dage, og vi havde planlagt det sådan, at vi sluttede af med Aalborg Karneval.
Her gik alle de internationale grupper med i optoget, og det blev startskuddet for den årelange tradition med den internationale parade.
27 års karneval
Aalborg Karneval udviklede sig enormt i de 27 år, Hans Rønnau var formand – mere end hvad vi kan nå at beskrive her.
I løbet af årene opstod nye begivenheder inden for karnevallet, og traditioner blev skabt, som stadig danner grundlaget for karnevallet, som vi kender det i dag.
Hans Rønnau og Bramwell Flyckt fulgtes tæt gennem hele perioden, men i dag har begge trukket sig fra det aktive arbejde.
Hans Rønnau er dog stadig medlem af karnevalsforeningen.