Aalborg-forening søger frivillige: - Vi vil gerne have flere ind i fællesskabet
AALBORG: Et tilbud for voksne kvinder og mænd i Nordjylland har nydt så stor opbakning, at stifteren nu søger flere frivillige kræfter.
Carsten Hjerresen er tidligere erhvervspilot og står bag Foreningen Jordforbindelsen, hvor han er formand.
Foreningen har egentlig sin oprindelse nord for Limfjorden, men i takt med at foreningen har spredt sig til Aalborg, er der nu iværksat planer om at opruste yderligere her.
Og det kræver flere hænder, fortæller Carsten Hjerresen til Ligeher.nu.
- Vi vil rigtig, rigtig gerne have noget mere af det, der er vores kerne, i Aalborg. Det er tiden nu til at satse mere på den del, siger han.
Alle kan i princippet blive frivillige i Foreningen Jordforbindelsen, tilføjer Carsten Hjerresen, men der er dog et par forbehold.
- Vi går ind i en rekrutteringsfase nu her. Pt. har vi to frivillige i byen på naturområdet, men vi vil gerne være nogle flere - og de må meget gerne have en stor naturinteresse og -nysgerrighed.
- Vi vil gerne have flere ind i fællesskabet, som har ressourcer til at trække et læs i opstartsfasen. Det er helt grundlæggende for, at vi kan blive større i byen.
Foreningen tager sit udgangspunkt i oplevelser og arrangementer i naturen, og her har Aalborg også flere gode områder at byde ind med, noterer Carsten Hjerresen.
Dem, der i øvrigt typisk opsøger Jordforbindelsen, er både mænd og kvinder, der er mellem 30 og 60 år gamle.
Men rent formelt er det en forening for voksne, så andre end netop den målgruppe er bestemt også velkomne.
- Vi tilrettelægger gerne vores aktiviteter ud fra de kompetencer, som vores frivillige kommer med. Det skal gerne være så frit, at alle - både frivillige og deltagere - har mulighed for at deltage ud fra de muligheder, de har, siger Carsten Hjerresen.
Har man interesse i at høre mere om Foreningen Jordforbindelsen - eller ved man allerede nu, at man gerne vil bidrage med en frivillig indsats, kan man læse mere her på foreningens hjemmeside.