AaB-legende lander nyt trænerjob i USA
AALBORG/USA: Han vogtede buret næsten 400 gange for de hvid- og rødstribede fra Aalborg.
Jimmy Nielsen er én af de helt store legender i AaB-historien, og med tilnavnet "Den Hvide Puma" har målmanden en helt særlig plads hos mange fans af de bolsjestribede.
Han indstillede den aktive karriere i 2013 i USA med et ophold i Sporting Kansas City - og siden har han og familien holdt til i det amerikanske.
Det har blandt andet kastet et par trænertjanser af sig hos Oklahoma City Energy og Hartford Athletic - og nu skal Jimmy Nielsen så i vælten igen.
Han har nemlig landet et nyt trænerjob, denne gang for Oklahoma United FC der gør sig i National Premier Soccer League.
Det er en semiprofessionel række der rangerer et stykke under den mere kendte Major League Soccer.
Hvor lang en kontrakt, Jimmy Nielsen har fået i sit nye job, fremgår ikke af klubbens kanaler.