90 år med Aalborg Zoo: Ole har været trofast gæst, siden han sad i barnevogn
Når Aalborg Zoo i påsken fejrer sin 90-års fødselsdag, kan en særlig gæst fejre med som jævnaldrende.
Han hedder Ole Jacobsen, fylder selv 90 til sommer, og han har været en trofast gæst, siden han sad i barnevogn.
– Jeg viste min kone Kirsten det gamle billede for noget tid siden. Og så sagde hun: “Det skal du da gå op og vise dem i anledning af fødselsdagen,” fortæller Ole Jacobsen til LigeHer.nu Aalborg og finder et falmet foto frem af sig selv i barnevogn foran den ikoniske Bjørnemand i Zoo.
Og sådan gik det til, at vi en solrig formiddag fulgte Ole og Kirsten Jacobsen rundt i Aalborg Zoo – to stamgæster med lommerne fulde af minder fra parken.
Tiger på afveje og en dameglad orangutang
Med næsten et helt liv som gæst i Aalborg Zoo har Ole og Kirsten oplevet lidt af hvert.
Og Ole, der snart selv fylder 90 år, har muligvis historier nok til at fylde en hel zoologisk have.
En af de vilde fortællinger går tilbage til 1967, hvor en sumatratiger slap løs ombord på et skib i Aalborg Havn.
Her blev Aalborg Zoos dyrepasser Arly Karl Julius Andersen – som Ole kendte – tilkaldt for at få tigeren sikkert tilbage i bur.
– Kaptajnen ville ikke have, at den blev skudt, så Arly tog et stykke kød under armen, gik ned på skibet, klappede tigeren og lokkede den roligt tilbage i buret, fortæller Ole.
Tigeren skulle fragtes til Skotland og tilbragte resten af sejlturen i skibets dækhus.
Kirsten husker også sine egne favoritdyr gennem årene.
Særligt orangutangen Charlie, der med sin charmerende og dameglade personlighed var en af havens helt store stjerner.
– Charlie sad der og holdt øje med gæsterne. Dengang han sad i det gamle bur, kunne man komme meget tæt på, fortæller hun.
Charlie døde kort tid inden sin 44-års fødselsdag i 2002.
En fast rute og et favoritsted
Minderne er mange – og der kommer stadig nye til. For selv efter utallige besøg er Aalborg Zoo stadig et fast udflugtsmål for Ole og Kirsten, når familien samles.
– Jeg elsker at smøre madpakken og tage børnene med. Det er jo pragtfuldt, at man midt i byen kan få en lille bid af natur og komme helt tæt på dyrene, siger Kirsten.
Kirsten og Ole har to børn, fem børnebørn og det syvende oldebarn på vej. Og når familien er samlet i Zoo, er der ingen tvivl om ruten.
– Vi har prøvet at gå mod venstre, men det føles helt forkert. Vi skal selvfølgelig højre om. Så ender vi ved savannen, og det er mit yndlingssted, fortæller Kirsten.
Her har de siddet utallige gange med madpakken og udsigt til giraffer, zebraer og strudse.
For Ole og Kirsten er Aalborg Zoo ikke bare en park med dyr. Det er et sted fuld af minder. Først deres egne – og siden dem, de har skabt sammen med børn, børnebørn og nu også oldebørn.
Klar til fødselsdag
Selvfølgelig skal Ole og Kirsten også med, når Aalborg Zoo søndag den 13. april fejrer sin 90-års fødselsdag med manér.
Her venter en dag fyldt med aktiviteter for hele familien, festlig stemning og et nostalgisk tilbageblik på, hvordan livet i Zoo så ud, dengang det hele begyndte i 1935.
Hør her, når Kirsten og Ole fortæller om deres yndlingssted i haven: