Billede beskrivelse

25-årige Jeppe er direktør for 63 ansatte: - Noget af det vigtigste i livet er at være noget for andre

16. marts 2024 kl. 09.01

Hvis du synes, du har set Jeppe Korsholm Mikkelsen før, så er der en god chance for det. 

Den 25-årige aalborgenser er nemlig blevet skrevet meget om på det seneste, for han har lige overtaget sine forældres succesfulde forretning: det populære ishus Guf & Kugler.

Se også
Guf & Kugler klar til en ny sæson: Her er åbningsdatoen
Billede beskrivelse

Jeppe kommer oprindeligt fra Nibe. Han har en handelsskole baggrund, er uddannet finansøkonom, og har også været under uddannelse til ejendomsmægler i et års. Og nu har den unge nordjyde skiftet parcelhusene ud med kræmmerhuse, som direktør Guf & Kugler.

Vi har sat Jeppe i den varme stol for at lære ham bedre at kende.

Hvad forbinder du fremfor alt med Aalborg?

- Aalborg, det forbinder jeg med ungdom og muligheder og så den her dejlige kliche ”Nordens Paris”.

Billede beskrivelse

Hvad er du gjort af som menneske?

- Jeg fandt hurtigt ud af, at livet er kort. Så jeg er høj på livet i den forstand, at jeg tager alt det ind, jeg kan. Og jeg er kæmpe livsnyder. Jeg nyder et godt stykke kage og en god kop kaffe. Jeg nyder at være sammen med familie og venner, og jeg nyder også at kunne være mig selv og høre musik. Jeg nyder alt ved livet.

- Jeg har en teori om, at man aldrig bliver voksen. Altså jeg tror ikke, at der kommer en dag, hvor det bare siger ”klik”, og så har man styr på alting. I stedet er jeg glad for udtrykket ”fake it till you make it”. For du er jo nødt til at prøve alting for første gang, før du bliver god til det.

- Et af mine yndlingscitater er “Life is what happens when you’re busy making other plans”. Så det er ikke altid destinationen, men rejsen, som, jeg synes, er spændende i livet.

Billede beskrivelse

Hvad skulle I opleve, se og spise, hvis du skulle vise en god ven rundt i Aalborg for første gang?

- Ja så skal det være sådan en sensommeraften, hvor der er orange overalt. Så skal vi ned på C.W. Obels Plads på Søgaards Bryghus og have en ’Social Suicide’, som er en virkelig stærk øl. En af dem, og så kan du gå sådan lidt skævt hjem. Og så skulle vi ned på havnefronten og gå lidt rundt der. Og så skulle vi selvfølgelig slutte af med en is i Slotsgade.

Billede beskrivelse

Når du tænker på rejsen som direktør for Guf & Kugler, hvad giver så sommerfugle i maven?

- Sommerfugle i maven for mig er noget, der kommer, når jeg skal præstere. Så jeg vil rigtig gerne præstere sådan at alle dem, der kommer ind i butikken, når vi åbner, tænker ”okay han ved, hvad det her handler om”. Ikke helt ned på detaljeniveau fra dag ét af, for det ville også være utroligt. Men at jeg viser, at jeg vil det her.

- Jeg glæder mig helt vildt, og altså selvom jeg er nødt til at ”fake it till you make it” og lade som om, jeg har fuldstændig styr på for eksempel at have 63 ansatte under mig, så er det også noget, der giver sommerfugle.

Billede beskrivelse

- Ligeså skræmmende som det er, lige så fedt synes jeg også det er. Og så længe jeg gør alt, hvad jeg kan, så er jeg tilfreds.

Hvis du skulle vælge en introsang til dit liv, hvilken sang skulle det så være?

- Jeg har tre rigtig gode sange, men hvis jeg skal vælge én, så bliver det nok ”You Make My Dreams (Come True)” med Daryl Hall og John Oates. Det er sådan en rigtig feel good sang.

Hvorfor blev du handelsmand?

- Selvom jeg er skilsmissebarn, så kan man godt sige, at jeg kommer fra et lilla hjem. Min mor er humanitær og psykoterapeut og meget rød, og min far var handelsmand og eksportchef og var meget blå. Så jeg har mange værdier begge steder fra. Men da jeg mistede min far, blev han næsten sådan et glansbillede for mig, og jeg havde bare lyst til at være ligesom ham. Så jeg tog handelsvejen. Men det kunne lige såvel have gået den ene vej som den anden.

Hvilket er dit yndlingssted i Aalborg – og hvorfor?

- Jamen det må nok være C.W. Obels Plads, for det forbinder jeg bare med liv. Når jeg ser det for mig, så ser jeg den der sensommeraften med glade dage og gode mennesker. Og om vinteren er det skøjtebanen. Og så er det tæt på handelsmuligheder, og det kan jeg godt lide.

Billede beskrivelse

Hvilken egenskab ved mennesker sætter du mest pris på?

- Når man er nærværende. Altså jeg elsker også at joke rundt med mine kammerater, min kæreste og min familie, men at man også kan have de mere seriøse samtaler nogle gange, hvor man ikke bare venter på selv at snakke, men hører hvad den anden siger.

Hvad er dit stjernetegn?

- Jeg er tyr.

Hvad er det vigtigste i livet?

- Jeg synes, at noget af det vigtigste i livet er at føle, at man er noget værd, og man er anerkendt og føle at man har en funktion i nogens liv udover sit eget. Det er noget af det, jeg er blevet opfostret med. At man kigger kun på andres tallerken for at se, om de har nok. At man giver lidt af sig selv.

Billede beskrivelse
Se også
Aalborgtypen: - Jeg vil indføre fri god kaffe på kommunens regning
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste