Billede beskrivelse

16-årige Louise har kvalificeret sig til VM i speedway - godt hjulpet på vej af en af sportens koryfæer

21. juni 2025 kl. 14.00

På trods af regn og mudder var der den 10. juni fart over feltet i Brovst Speedway Club.

16-årige Louise Funch-Larsen fra Vejgård var ude og teste formen af, inden vejen snart går mod Kroatien og verdensmesterskaberne i speedway. 

Her skal hun kæmpe mod 15 af sportens dygtigste kvinder, når de den 12. juli skruer på gashåndtaget i kampen om, hvem der kan kalde sig verdens bedste kvindelige speedwaykører. 

Udtagelsen kom som noget af en overraskelse for det unge talent, for ikke alene er hun kun lige blevet gammel nok til at deltage, men hun startede også først på det adgangsgivende niveau, 500cc, i denne sæson. 

Det sætter dog ikke en stopper for Louise Funch-Larsens deltagelse i verdensmesterskabet, og med lige dele godt humør og koncentration ser hun frem til at give den hele armen. 

Billede beskrivelse

Kvindernes VM i speedway

Når Louise Funch-Larsen om kort tid skal repræsentere Danmark ved VM i speedway, er der flere forhold der gør sig gældende.

For hvor afholdes mesterskaberne? Er mesterskabet for kvinder blevet afholdt ofte? Og hvem kommer til at deltage?

Skal vi ikke dykke ned i et par af detaljerne for mesterskabet?

Verdensmesterskabet, FIM Women Speedway Gold Trophy, afholdes for kun anden gang og køres i år i den kroatiske by Donji Kraljevec på Millenium Stadium.

Hidtil har kvinder og mænd kørt direkte mod hinanden og dystet på lige vilkår.

Det vides, at der stiller deltagere op fra Danmark, Tyskland, Frankrig, Australien, Holland og Slovakiet, men den endelige deltagerliste er endnu ikke offentliggjort. 

Den 10. og 11. juli afholdes WSA (FIM Women Speedway Academy). En to-dages træningslejr, hvor deltagerne får lejlighed til at træne deres teknik, fysik, teori og medietræning på den samme bane, som verdensmesterskaberne køres på.

Aldersgrænsen for at deltage til VM er 16 år, så Louise Funch-Larsen er lige netop gammel nok til at deltage. 

Hun kører til dagligt i Brovst Speedway Club for deres 500cc 2. divisionshold. 

500cc kendetegner motorcyklens slagvolumen og er en indikator for dens ydelse. CC står for kubikcentimeter, og 500cc er den mest kendte klasse i speedway, og det der blandt andet køres på i Speedwayligaen.

Benzin i blodet 

Louise Funch-Larsens vej ind i speedway lå på mange måder i kortene. 

Begge hendes brødre er aktive i sporten, og hun syntes, at det var naturligt at følge i deres fodspor. 

- Farten har altid tiltalt mig, og det er en unik sport, som giver mange muligheder. Der er altid et eller andet, man kan skrue på eller optimere, siger Louise Funch-Larsen.

I de sidste ti år er hun så klatret op gennem de forskellige klasser og udvist så gode kompetencer, at hun nu er udtaget til VM - en præstation hun er stolt af, men som dog alligevel krævede en del overvejelser. 

- Da jeg fik beskeden om, at jeg var udtaget, startede jeg faktisk med at takke nej. På det tidspunkt havde jeg ikke rigtig fået kørt endnu, og vi vurderede, at jeg ikke var klar. Men efter jeg fik kørt et par gange, kom vi dog frem til, at jeg skulle give det et skud - og heldigvis var der stadig en plads, siger Louise Funch-Larsen.

Med hendes 16 år vil hun formentlig være en af feltets yngste, når starten går i Kroatien, men det bekymrer hende dog ikke - tværtimod.

- Det er ikke noget, man tænker over, og jeg er vant til, at jeg ofte er den yngste på banen. Det er bare at sætte lige på og hårdt, og jeg glæder mig til at komme afsted og vise, hvad jeg kan, siger Louise Funch-Larsen.

Billede beskrivelse

Under kyndige vinger

På trods af Louise Funch-Larsens store talent er hun ikke kommet alene til hendes succes. 

Hun har igennem årene fået stor opbakning fra sin familie, sin klub og ikke mindst en af sportens helt store navne, Hans Nielsen. 

En herre, som i sportens guldalder vandt 22 VM-titler - en præstation som i dansk regi er rekord. 

Siden hans sidste løb i 1999 har han været løst tilknyttet Brovst Speedway Club og holdt et vågent øje med klubbens unge talenter - en rolle, som er kommet Louise Funch-Larsen til gode. 

- Jeg har haft kig på Louise et par år og hjulpet med lidt rettelser hist og her. Specielt da hun kom op på de lidt større maskiner, kunne jeg hjælpe endnu mere og medvirke til, at hendes udvikling fortsatte, siger Hans Nielsen og tilføjer:

- Med den kørsel Louise præsterer allerede nu, er der gode udsigter for hendes videre vej i sporten, og det kunne da være rigtig sjovt med en dame i superligaen.

Billede beskrivelse

Fokus på den gode oplevelse

Invitationen til mesterskaberne kom som sagt lidt ud af det blå, og af samme grund har Hans Nielsen og Louise Funch-Larsens familie lagt vægt på, at oplevelsen skal være sjov og lærerig uden nogen former for pres eller forventninger. 

- Det er første år, Louise kører 500cc, så vi har valgt at tage det stille og roligt og tager udviklingen i et fornuftigt tempo. Vi forventer ikke, hun går ud og vinder, men at hun gør det så godt, hun kan, og har det sjovt, siger Hans Nielsen. 

Ved siden af nikker Louise Funch-Larsen. 

Hun erkender, at det da kunne være fedt med en placering i top ti, men i sidste ende fokuserer hun i højere grad på den læring, hun kan tage med sig. 

- Der er to træningsdage inden mesterskabet, som jeg ser meget frem til. Her får jeg lejlighed til at køre på andre baner, end jeg er vant til, få medietræning og blive mere rutineret både på og uden for banen, siger Louise Funch-Larsen.

Ambitionerne spænder dog bredere end hendes egen udvikling. Louise Funch-Larsen håber på, at hun, i kraft af sin deltagelse kan være med til at inspirere andre og skabe en større værdi for sporten og dens deltagere. 

- Man håber jo altid på, at der er flere kvinder, der starter, så der er flere, man kan køre imod, og sporten bliver større. Kendskabet er ikke så stort i befolkningen, og det kan verdensmesterskaberne forhåbentlig være med til at ændre, siger Louise Funch-Larsen.

Billede beskrivelse

Hvis du vil høre mere om Louise Funch-Larsens forhåbninger om det kommende verdensmesterskab og se, hvordan det ser ud, når speedwaymotorcyklen sendes afsted, så se med her.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste