11-årige Cecilie er vild med at optræde
- Det er helt vildt sjovt. Men også lidt hårdt en gang imellem.
Ordene kommer fra 11-årige Cecilie Noen Maints fra Stenum. Hun er for tiden medvirkende i Aalborg Teaters store juleforestilling, Det magiske Tivoliteater. Forestillingen er baseret på DR’s julekalender af samme navn, og Cecilie har hele tre roller i opsætningen. Det tynger dog ikke den scenevante pige, der altid har nydt at optræde.
- Sådan har jeg haft det siden jeg var lille. Det er lige meget om det er dans, sang eller skuespil, så vil jeg bare gerne være på scenen, siger Cecilie. Hun går til dagligt i 5.-klasse på Tolstrup-Stenum Friskole. Her har hun naturligvis medvirket i skolens teaterforestillinger og altid med stort mod på kontakten med publikum.
- Det er det bedste jeg ved. Jeg elsker øjenkontakten til dem, der kigger på. Det får mig til at præstere bedre, fastslår Cecilie, som suppleres af sin mor, Jeanette Maints:
- Cecilie er født med en lille skuespiller i maven. Hun har elsket at optræde næsten fra hun kunne tale og gå. Så det overrasker mig ikke, at hun nu er kommet med i en stor forestilling.
Spiller 3 roller
Cecilies medvirken i Det magiske Tivoliteater kommer således som kulminationen på to andre forsøg på at få foden indenfor i teaterverdenen. Hun har tidligere forsøgt sig ved auditions på Matador og Anastasia – begge københavnske opsætninger.
- Jeg er glad for, at det nu er lykkedes i Aalborg, fortsætter Jeanette.
- Det havde været en logistisk udfordring i København.
- Ja, så har jeg stadig tid til at passe skolen og mine venner, tilføjer Cecilie, der i øvrigt også dyrker både badminton og håndbold.
På Aalborg Teater er hun på scenen tre dage om ugen. Her spiller hun karaktererne som Constance, Gerda og Havnebande med hver deres vidt forskellige udtryk. Undervejs i forestillingerne skal hun skifte kostume flere gange og selvfølgelig omstille sig til de tre roller.
- Det går fint, beretter Cecilie selvsikkert.
- Man kan godt komme til at sige en replik lidt forkert en gang imellem. Men det gør de andre også og de voksne skuespillere er dygtige til at få det til at lyde som om intet er sket. De er meget professionelle og rigtigt søde. Det samme er de andre på holdet. Man føler bare et virkelig godt sammenhold.
Vil gerne være skuespiller
Det magiske Tivoliteater spiller til og med den 23. december. Til den tid kan Cecilie holde en velfortjent juleferie og forberede sig på at vende tilbage til en mere almindelig børnetilværelse i det nye år.
- Det glæder jeg mig også til. Jeg er glad for at gå i skole og jeg skal også holde fast i mine andre interesser. Mine venner prøver jeg at finde tid til, mens vi spiller på teatret, men bagefter får jeg selvfølgelig endnu mere plads til dem, konstaterer den lokale børneskuespiller.
Står det til hende selv, så venter der dog en fremtid på de skrå brædder. Enten som skuespiller eller noget andet showbizz-baseret.
- Lige nu vil jeg virkelig gerne være skuespiller. Jeg tænker da, at jeg skal til flere auditions i fremtiden og så må vi se, smiler Cecilie. Hun bakkes op af sin mor, der i samme ombæring roser Aalborg Teater for en god evne til at favne børneskuespillerne.
- Der bliver passet godt på dem. Teatret har tilknyttet en børneansvarlig, som sørger for, at alle har det godt. Det er betryggende, når man som mor overlader sit barn til en professionel teaterverden. Selv er jeg dog altid med bag scenen, når der spilles. Det hjælper selvfølgelig også, siger Jeanette Maints.
Cecilie Noen Maints er den eneste børneskuespiller nordenfjords, der er kommet igennem nåleøjet til opsætningen på Aalborg Teater. Det magiske Tivoliteater er instrueret af Geir Sveaass. Forestillingen opnåede i øvrigt seks stjerner i Nordjyskes anmeldelse.