Billede beskrivelse

Med bag kameraet på filmtrilogien om Mette Frederiksen

26. juli 2024 kl. 19.02

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.

Jeg er kommet med bag kameraet.

Helt eksklusivt har jeg henover sommeren fået adgang til at følge optagelserne til den kommende filmtrilogi om Mette Frederiksen. Den sande historie om hendes vej fra Aalborgs Grønlandskvarter, sådan cirka, til leder af det, få nogensinde havde troet muligt, en historisk ansvarlig, handlekraftig midterregering.

Første del er viet til opvæksten i Nordjylland og folkeskoletiden på Byplanvejens Skole.

Det er her, vi er lige nu.

On location.

Til en scene i filmen fra skolens sløjdlokale.

Under en autentisk træsamlingsøvelse, stiller den flittige og produktive 5. klasseselev Mette Frederiksen pludselig trælimen fra sig, tager tyren ved hornene og italesætter modigt klassekammeraternes flossede arbejdsmoral og ønske om mere fritid.

- Det er den høje arbejdsmoral, der har skabt vores velstand, siger hun og slår i bordet.

- Det er den og ikke så meget andet, der har skabt Danmark.

En meget stærk scene. Det fornemmer man allerede nu.

- Alle mulige mener, vi kan arbejde mindre. Og der må jeg bare sige, glem det, venner, fortsætter filmens hovedperson og går over i en længere monolog om hvor glad, hun er for at kunne være her, her i sløjdlokalet, hvor man uddanner de kloge hænder, som er så vigtige for fremtidens grønne omstilling.

Ny scene.

Matematiktime i 5. klasse. Læreren har netop bedt den kommende statsminister gennemgå noget brøkregning på tavlen.

Stille på set. Klaptræ. Værsgo.

- Den diskussion kommer jeg slet ikke til at gå ind i, svarer den unge Mette Frederiksen.

- Jamen, jeg tror ikke, vi kommer det nærmere.

Cut, tak, den er i kassen.

Skuespillerne gør det fantastisk. Man kommer virkelig ind under huden.

Efter frokostpausen foregår næste scene under en billedkunstpræget, men i udgangspunktet tværfaglig, emneuge om indianere og præriens nybyggere. Mette skal fremlægge resultatet af de seneste dages gruppearbejde.

- Vi er tre meget forskellige parter, som har indgået et ambitiøst og forpligtende arbejdsfællesskab med det klare formål at tage ansvar, begynder hun.

- Er vi enige om alt? Nej. Og vi kommer heller ikke til at forsøge at bilde jer ind, at ting, der tydeligvis er med på ønske fra andre, pludselig er noget, der er groet i vores baghave.

Vi nærmer os fyraften på filmsettet.

Optagedagens allersidste scene er sat foran gymnastiksalens store kasse med glemte sager. Mette går nu i 6. klasse og har indkaldt skolebladet til et doorstep for at opfordre til genbrug og til at tage bedre vare på klodens knappe ressourcer, men hun må også bruge en del af tiden på at afvise ambitioner om en international toppost.

Sådan var det åbenbart allerede dengang.

Det er egentlig vildt nok at tænke på.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste