Billede beskrivelse

Maroon 5 spiller i Mølleparken til sommer

Popgruppen spiller deres eneste skandinaviske koncert i Aalborg

28. august 2018 kl. 10.08

AALBORG: Er du til glad pop, så sæt et kryds i kalenderen 1. juni næste sommer.

Her giver den grammyvindende popgruppe Maroon 5 nemlig koncert i Mølleparken.

Koncerten er gruppens eneste i Skandinavien og det første stop i Europa på deres Red Pill Blues Tour.

Der er med sikkerhed mange, der kommer til at demonstrere, at de har ’Moves Like Jagger’, når Maroon 5 lægger vejen forbi det nordjyske på deres helt nye turné, der følger gruppens sjette studiealbum ’Red Pill Blues’. Med plads til intet mindre end 16.000 publikummer, kommer Mølleparken til at danne ramme om den udendørs ståkoncert, hvor Maroon 5 med Adam Levine i front indtager den store scene.

- Dejligt, at Aalborg igen skal have et så stort internationalt popnavn på scenen. Skønt det er lykkedes, og at det er den eneste koncert i hele Skandinavien! Den er oven i købet den første på Maroon 5’s turné i Europa, hvilket gør koncerten ekstra speciel, og det er utroligt vigtigt for både Aalborg og Nordjyllands synlighed på koncertfronten, siger en begejstret Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), der i samarbejde med Live Nation Danmark har hentet Maroon 5 til Aalborg.

På den nye turné får Maroon 5 følge af den norske hitmager Sigrid, der er special guest og med hele vejen rundt, på den europæiske del af turnéen, der udover Danmark fører dem til Tyskland, Polen, Frankrig, Tjekkiet og Holland.

Billetsalget til koncerten begynder fredag 31. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste