Billede beskrivelse

Maria får medejer: Frisørkæde rykker ind i Aalborg

26. juni 2024 kl. 13.03

1. juli skifter frisørsalonen ML Studio i Vingårdsgade navn til Zoom by Zoom ML Studio. Det skyldes, at Maria Lumbye Jensen har besluttet at blive en del af frisørkæden Zoom by Zoom.

Samtidigt indtræder Anders Blaabjerg, der driver Zoom by Zoom i Thisted, som medejer.

ML Studio kommer i fint selskab, når man nu indtræder i Zoom by Zoom, der vandt Intercoiffure Mondial Best Continental Academy 2019 ved en stor international prisuddeling i Paris. Det nye samarbejde skal være med til at styrke ML Studio endnu mere.

- Som indehaver har vi hver især enormt mange ”kasketter” på, og ingen kan være lige stærke i alle de opgaver og udfordringer, der er forbundet med at drive og udvikle en succesfuld frisørsalon. Som en del af Zoom by Zoom-frisørfamilien er man aldrig alene. Her hjælper og sparrer man med hinanden og har tætte venskaber på tværs af salonerne, fortæller Maria Lumbye Jensen.

Kunderne kan godt glæde sig

Hun og de ansatte glæder sig til skiftet.

- Det nye samarbejde gør os i stand til hele tiden at følge tidens nyeste trends, styles og teknikker på tæt hold og ikke mindst integrere det i vores salon til glæde for vores kunder, siger Maria Lumbye Jensen.

Ideen om at indtræde i Zoom by Zoom er relativ ny.

- Jeg mødte Anders i starten af januar i år gennem Kristian Mørch Bertelsen, der er medejer af Zoom by Zoom-kæden. Vi sonderede mulighederne og fandt hurtigt ud af, at vi var det rigtige match, og at tiden er rigtig, fortæller Maria Lumbye Jensen, og fortsætter:

- Personalet og beliggenheden er den samme, og for vores mange kunder er det business as usual. Vi holder også åbent som vanligt hen over navneskiftet. Der skal ændres nogle få ting, men det klarer vi samtidigt med, at kunderne serviceres, slår Maria Lumbye Jensen fast.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste